Yes! Endelig kom vi for sent til fødselsdagsfest

Komme for sent til fødselsdagsfest

Ja, det er måske en lidt mærkelig overskrift. Men jeg er bare så glad for, at det i går aftes – efter mange forgæves forsøg – endelig lykkedes os at komme for sent til en fødselsdagsfest. Hvilket vil sige, at vi kom lige på det rette tidspunkt.

Nej, dette handler ikke om fordommene om, at spaniere kommer for sent og ikke overholder aftaler. For det gør de altså, efter vores erfaring.

Dette handler derimod om børnefødselsdage.

Efter at have været inviteret til en del spanske fødselsdagsfester, har vi måttet sande, at hvis man er inviteret til kl. 17.00, så skal man absolut ikke komme kl. 17.00. Man skal tidligst komme kvart over, og det er også fint, hvis man trækker den hele tre kvarter.

Den absolut værste situation var den første fødselsdag, som vores dengang 6-årige datter var inviteret til, i et legeland. Vi var der (selvfølgelig) til tiden, blot for at få at vide, at hverken fødselsdagsbarnet eller hans forældre var kommet endnu. Det var de andre gæster heller ikke, for den sags skyld. Det var så pinligt!

Jeg syntes, at det var vildt mærkeligt, at der ikke var kommet nogen, når man jo var inviteret til denne tid, og der gik minimum et kvarters tid, før nogle af de andre gæster begyndte at dukke op, og så kom fødselsdagsbarnet også endelig.

Efterhånden har vi så fundet ud af, at det tidspunkt, man inviterer til, mere fungerer som et ‘fra’-tidspunkt, og at det er helt fint at komme dryssende i løbet af den første time.

Vi har efterfølgende forsøgt at trække den lidt, når vi skulle til fødselsdag, for ikke at komme præcis til tiden. Men det er faktisk drønsvært som dansker, for det ligger bare så dybt i én, det med at møde til tiden. Det er som om, at vi automatisk sætter farten op, hvis vi er ved at komme for sent, hvilket har resulteret i, at vi næsten altid er de første, der dukker op. Og så tænker man måske, at det er da super for vores børn at have rigtig meget tid at lege i, men faktisk står de jo også og undrer sig over, at der ikke er kommet andre …

Men så lykkedes det endelig i går!

Jeg havde planlagt at komme et helt kvarter ‘for sent’, og da vi også var lidt langsomme til at komme ud ad døren, var vi faktisk først til festen hele 25 minutter efter starttidspunktet. Og for en gangs skyld var vi ikke de allerførste. Næh, vi kom sådan lidt midt i det hele, som man skal. Yes! Succes…

Da festen var veloverstået, havde jeg en god fornemmelse af at være SÅ spansk 🙂 Ikke nok med at vi kom dryssende, som man jo skal – men for første gang havde jeg ikke den der komme-for-sent-følelse i maven, som jeg ellers plejer.

Og både fødselsdagsbarnet og mine unger havde selvfølgelig en supergod fest, hvilket trods alt er det vigtigste 🙂

3 tanker om “Yes! Endelig kom vi for sent til fødselsdagsfest

  1. Pilar siger:

    Ya men….det er vanvittig at komme for sent og de andalusisk folk de må og selvfølgelig kan lære at komme til tid hvis man give exemple
    Perdona pero todos mis amigos españoles siempre son puntuales
    Andalucía er anderledes af reste España på alle muligt måde

    • Sarah Jacobsen siger:

      Jamen det er også kun til børnefødselsdage, at vi har oplevet fænomenet. Alle vores spanske venner er også punktlige 🙂 Todos mis amigos españoles también son puntuales. Solo lo he visto en fiestas de cumpleaños. Jeg tror blot at tidspunktet for børnefødselsdage er er ‘fra’-tidspunkt, og det tog os lige lidt tid at lære, he he

  2. Mikkel Michelsen siger:

    Vi oplever det tit i vores hverdag her i Almunecar. Vi har lært at tænke “deromkring” når vi har en aftle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *