(Opdateret den 19.7.2018, hvor vi var i vandland og lavede et par ændringer)
Én gang om året flotter vi os og tager i Agualand her i Torremolinos.
Det er et stort vandland, som er meget besøgt af turister, og det kan man også mærke på indgangsprisen, som er i den høje ende 🙂
Men altså, vi har været af sted hver sommer, og børnene betegner denne dag som årets bedste. Og det kan altså også noget, det vandland!
Der er både et stort område for de helt små med masser af sjove bassiner, en masse forlystelser/baner for de lidt større legebørn og endda tre vilde baner, som jeg ikke har turdet at tage. Så man kan sagtens få en hel dag til at gå med at prøve alle de forskellige bassiner/forlystelser og tage et par ekstra ture på de sjoveste.
Hver gang vi skal af sted, prøver vi at komme i tanke om, hvad de forskellige ting koster, og hvordan det er med det der Fast Pass og de lyserøde baderinge. Så nu har jeg besluttet mig for at skrive al min info om Agualand ned – og så kan I bloglæsere også få glæde af det, til næste gang I skal besøge vandlandet.
Slip for indgangskøen
Lad mig starte med billetterne. Her i august har der været åbent fra 11 til 19, og uanset om du kommer kl. 10.30 eller 11.30 er der helt fyldt med mennesker, der står i køb for at købe billetter.
Og her kommer det første gode råd så: Køb billetterne dagen før på Internettet. Du sparer et par euro pr. person, og så skal du blot printe billetterne og tage dem med. Vær dog opmærksom på, at man først kan bruge billetterne dagen efter, at man har købt dem. Så sørg for at købe billetter senest dagen før I vil af sted.
En familiepakke til to voksne og to børn kostede 80 euro her i år 2018.
Som noget nyt i år 2018 har de oprettet et indgang, der hedder “Internet”. Her stillede vi os lige ved åbningstidspunktet, og pludselig kom der en dame og råbte “Internet” og så skulle man følge efter hende ind til selve indgangen. Så på den måde kan man nemt springe billetkøen over, hvilket er en kæmpe fordel.
Leje af skab og Fast Pass
Næste skridt, når man er kommet ind, er at leje et skab. Man giver 5 euro for lejen og så giver man også 5 euro i depositum. Man kan vælge imellem skabene ved indgangen eller ved poolen, og her vil jeg anbefale poolen, som ligger mest centralt i vandlandet.
Der kan godt være lidt kø her, men der er flere luger til det lille hus, hvor man lejer skabe, så husk at tjekke køen ved lugen omme på den anden side af huset 🙂
Skabene er meget små, så der er nærmest kun plads til 4 x sandaler, en smule tøj og en madpakke.
Sidste praktiske ting, der skal tages stilling til, er om man vil have et Fast Pass. Et Fast Pass koster 15 euro i år 2018 pr. person (også børn) og er derfor en betydelig udskrivning. Men det er det hele værd – især når man som os tager af sted én gang om året, hvor man virkelig skal have noget ud af dagen.
Fast Pass giver dig ret til at nuppe én af de lyserøde baderinge, imens andre besøgende skal stå i kø for at vente på, at de andre baderinge (der hører til hver forlystelse) bliver ledige én efter én.
Allerede her sparer du en del tid. Og ved de fleste indgange til forlystelser er der en speciel indgang til Fast Pass, og livredderne forfordeler dem med Fast Pass, så man i det hele taget kommer noget hurtigere igennem.
Især ved de to forlystelser, hvor man kører med måtter, går det superstærkt med Fast Pass, og man kan tage tur efter tur efter tur. Lige noget for børnene 🙂
Fast Pass købes samme sted som leje af skab, så sørg for at få alt dette ordnet som det første, inden der kommer alt for mange mennesker og denne kø bliver for lang.
Vedr. baderingene, så husk at du ikke må tage en badering fra den ene forlystelse og tage den med over til en anden forlystelse. Heller ikke de lyserøde til Fast Pass.
Tag ‘Conos’ som det første
En af de forlystelser, hvor Fast Pass ikke rigtig giver nogen fordel, er ‘Conos’. Den store gule/røde bane, hvor man ryger ned i nogle kegler. Den er rigtig sjov, men der er altid meget kø ved denne. Og som sagt giver Fast Pass ikke hurtigere adgang, eneste fordel er, at man kan nuppe en lyserød badering og stille sig i kø med de andre.
Mit bedste råd vedr. Conos er, at man skal tage den så tidligt som muligt, så snart man ankommer. Det kan godt være, at du kaster et blik på køen og tænker, at den nok bliver kortere senere på dagen. Men efter et par timer kommer du igen og konstaterer, at køen nu er dobbelt så lang som tidligere. Og den bliver ikke mindre! Og så ender du med at stå i den lange kø om eftermiddagen, for selvfølgelig skal man da prøve ‘Conos’. Sådan plejer det i hvert fald at gå for os, he he.
Mad og drikkevarer
Mad og drikkevarer er helt vildt dyrt i vandlandet, så vi tager altid nogle colaer og nogle æggesandwiches med hjemmefra. Så er I advaret 🙂
Det var vist alle de praktiske informationer, som jeg kunne komme i tanke om. Så håber jeg bare, at jeg også selv husker at genlæse dette blogindlæg, inden vi skal af sted igen næste år 🙂
Og her får I forresten også lige et link til deres website, hvor I kan købe billetter og læse mere: https://www.aqualand.es/torremolinos/
God fornøjelse til jer, der skal af sted – det kan virkelig anbefales