Så lykkedes det os endelig at komme op og bade i søerne, der ligger ved El Chorro/Ardales, ca. en times kørsel fra kysten.
Jeg har utallige gange hørt, at disse søer skulle være så smukke, omgivet af høje klipper og flot natur. Men når man ikke har bil, så er 65 kilometer altså virkelig langt væk, og vi har måttet vente med at komme derop, til vi havde en lejebil. Eller det vil sige – faktisk har vi én gang tidligere forsøgt at komme derop ved hjælp af tog og bus, men lad os bare sige, at det ikke helt gik som planlagt, og vi måtte vende om igen. Den historie kan I få en anden gang 🙂
Anyway, så har vi jo lejet en bil i et par dage i denne sommer, og så skulle det være! Jeg syntes dog, at det er meget svært at finde info om, hvad der rent faktisk findes oppe ved disse søer – er der p-pladser, kiosk, restauranter, udlejning af både? Og hvor finder man i givet fald disse ting? De tre søer dækker jo et meget stort område…
Efter at have spurgt i en af Facebook-grupperne for danskere hernede, fik jeg en masse gode tips, og vi begav os afsted.
Vi satte kurs mod et sted, der hedder ‘Zona Recreativa La Isla’. Man kan se det på Google Maps her – det ligger på sydøstsiden af den sydlige sø. Og det viste sig at være et rigtig fint sted!
Selve søen er jo et fantastisk syn, når man kommer kørende ad den lille vej, der følger søen rundt; vandet er lyseblåt, og i baggrunden kan man se de høje klippevægge. Det er virkelig et imponerende syn.
Da vi kørte langs den sydlige bred af den sydlige sø, så vi tre steder af interesse:
1. Ardales Camping: http://www.parqueardales.com/
2. Zona Recreativa La Isla: http://www.zonarecreativalaisla.es/
3. En restaurant ved navn ‘El Mirador’, der ligger lidt øst for La Isla
Der er sikkert flere, men disse tre steder var i hvert fald aktive, her i sommeren 2016.
Vi var glade for, at vi valgte at parkere ved La Isla og lade det være udgangspunkt for vores udflugt. Der er en overvåget p-plads (der koster €1 pr. person for et døgn), toiletbygning samt en iskiosk. Og hvad der var mest vigtigt – her kunne man leje vandcykler, kajakker og paddleboards. Prisen for en times leje af en vandcykel med rutsjebane til 4 personer lå på €13, og det var vildt sjovt at cykle ud midt på søen og bade fra vandcyklen. Det var en speciel oplevelse, som ungerne vil huske længe fremover, er jeg sikker på.
La Isla tilbyder også en anden ting, som vi er ret vilde med, nemlig en ‘Water Park’. Du ved, sådan en oppustelig bane, der ligger ude i vandet, hvor man tilbringer en time med at klatre op og ned ad forhindringer, så man – når timen er gået – er så træt i kroppen, at man næsten ikke kan stå op længere 🙂 Min mand og jeg har tidligere (uden børn) været ude på sådan en bane i Benalmádena, så denne gang syntes vi, at Adrian på 9 år skulle have lov at prøve. Så far og søn var ude på banen, imens vi tøser sad inde på bredden og spiste is og grinte, når drengene faldt i vandet 🙂 Det var – som forventet – et stort hit, og Adrian syntes, at det var noget af det sjoveste, han nogensinde havde prøvet.
Til info, så kostede det €10 pr. hoved for en times leg.
En af de ting, jeg havde spurgt om i Facebook-gruppen, var, hvordan bademulighederne var. Når man ikke har været der før, er det jo umuligt at vide. Jeg kan derfor fortælle, at man faktisk kan bade fra næsten alle søens bredder. Det er også noget af det, der gør stedet så fedt. Hvis man gerne vil være helt alene, kan man blot gå rundt langs bredden til man finder et sted, hvor der ikke er andre mennesker – så der bliver ikke overfyldt, ligesom der er på strandene i sommermånederne. Søbredderne er dog ret stejle, så det er en lille smule besværligt at gå rundt helt nede ved søbredden, og gode sko er en fordel.
Efter både vandbane og badning var vi godt trætte, da vi endelig vendte snuden hjemad efter en skøn dag ved søen. Det havde været en fantastisk tur – vi nød det smukke landskab, at bade i søen, vandforhindringsbanen, den medbragte madpakke og at cykle på vandcyklen. Vi havde valgt at tage af sted på en dag, hvor der faktisk var overskyet, og hold da op, hvor var det rart, at solen ikke bagte ned på os konstant. Det er noget, man virkelig værdsætter, når man bor i Sydspanien fast – når der i juli måned er en dag uden sol.
Nedenfor er et par billeder fra vores tur, så I kan få et indtryk af, hvordan der ser ud omkring Zona Recreativa La Isla på en dag med skyer på himlen 🙂
Der er sket en stor udvikling siden jeg var der , vi havde også selv mad med og vores datter badede, jeg kunne også godt snart tænkte mig en tur igen dejlig info tak……. ??