Snorkeltur og de fedeste snorkelmasker

Vi havde bare den bedste dag i går!

Min far er på besøg for tiden, og eftersom det er første gang, han er her om sommeren, er vi gået all in med badeaktiviteter. Her i august måned er det jo helt normalt for os at bade i poolen to gange hver dag – og den har min far været helt med på. Han har endda sådan et ninja-kamera, der kan tage videoer og billeder under vand, så vi har haft det supersjovt med at tage undervandsfotos og lave videosekvenser.

For at prøve et lidt andet scenarie end poolen, besluttede vi at tage på en éndagstur til en strand øst for Málaga, hvor vandet skulle være så klart, at vi kunne se fisk under vandet. Og det var så der, vi var i går… Dagen gik ikke helt som forventet, men vi havde alligevel en super dag.

Efter en mindre omvej på grund af GPS’en (eller måske var det i virkeligheden pga. hende, der holdt GPS’en, ups) ankom vi til La Herredura, som vi havde hørt skulle være det bedste sted at snorkle. Der var gult flag oppe, så vi turde ikke svømme for langt ud. Jeg ved ikke om det var derfor, eller det var fordi vi havde placeret os midt på den lange strand (og ikke ude ved klipperne), at der ikke var så mange fisk, men i hvert fald så vi kun en håndfuld.

Vi besluttede os derfor at køre videre til en lille bugt nær Almuñecar, hvor Per tidligere havde været ude at dykke. Det var en fantastisk køretur til denne strand – op og ned ad klipperne via hårnålesving og med den mest utrolige udsigt. Og så var vi endda så heldige, at der var en p-plads til os lige i skyggen! Så vi tænkte, at nu kunne intet gå galt; lige indtil vi så bølgerne på stranden. De var kæmpestore og voldsomme – så ikke alene ville det være for farligt at svømme ud, vi ville alligevel ikke kunne se noget, fordi havet var så oprørt. Det siger vist sig selv, at vi blev meget skuffede. Og der fandt vi så grunden til, at der var ledige p-pladser. Øv…

Smuk natur men alt for voldsomme bølger:

Dagen skulle dog ikke gå til spilde, så vi hyggede os alligevel med de sædvanlige strandaktiviteter, såsom at begrave børnene under småsten, spise is og tage en selfie 🙂

Begraver børnene under småsten

Selfiiiiie

Og så fik vi faktisk også lejlighed til at se på fisk alligevel. Rent tilfældigt gik vi op over den ene stensætning, og der kunne vi se, at imellem to stensætninger var en lille ‘fjord’, hvor vandet var nogenlunde roligt. Så vi fulgte eksemplet fra nogle af de andre besøgende og tog snorkelmaskerne på for at kigge efter fisk. Og vi så en masse! Både en stime af de små lange og et par af de store hvide med de gule striber. Derudover så vi Dori-fisk og de der orange/sorte nogle. Yes, jeg har totalt styr på mine fiske-racer, hvis nogen skulle være i tvivl 🙂 Anyway, så fik vi alligevel set en masse fisk, selvom det ikke var ude i ‘det åbne hav’, og det var det vigtigste. Adrian (på 9) er meget interesseret i livet i havet, så det havde simpelthen været så ærgerligt, hvis det ikke var lykkedes, for han havde glædet sig hele ugen. Men knægten var glad, og så var vi andre glade.

Vi snorkler. Og nej, Sofia er ikke ked af det, hun får bare solen i øjnene 🙂

Og så skal jeg lige huske at fortælle lidt om de snorkel-masker, som vi havde købt til lejligheden. At svømme med sådan en maske er bare noget af det fedeste, jeg har prøvet! Jeg er bestemt ikke en vandhund, og min mand plejer at sige (kærligt, selvfølgelig), at jeg er en smule motorisk udfordret under vandet – og jeg kan jo ikke andet end at give ham ret 🙂 Jeg kan ikke finde ud af at dykke med dykkerbriller, fordi jeg altid får vand ind i næsen, så jeg kan kun dykke med en maske, der også går ned over næsen. Og når jeg så forsøger at dykke, kommer jeg aldrig mere end ½ meter ned, fordi jeg fylder lungerne med luft og ikke har lyst til at puste det ud igen. I det hele taget er jeg lidt bange for det med at dykke, fordi jeg frygter at løbe tør for luft. Hvilket bringer mig tilbage til det, jeg faktisk gerne ville fortælle… Her til sommer er der kommet nogle snorkelmasker på markedet. De hedder ‘Easy Breath’ og kan bl.a. købes hos Decathlon, hvor vi købte vores til 40 euro pr. stk. Yes, jeg ved godt at det er mange penge, men for sådan en som mig, som har svært ved at dykke og snorkle, er sådan en maske bare guld værd! Jeg tager den på, strammer den ind, og så kan jeg ligge i vandoverfladen og kigge ned i vandet, ligesom man kan med normalt snorkeludstyr. Men det specielle ved denne maske er, at det er en fullface-maske, og at man kan trække vejret med både næse og mund. Så man trækker bare vejret som man plejer, og det føles slet ikke så klaustrofobisk som at trække vejret igennem en snorkel. Og den er lavet således, at der er fantastisk godt udsyn, også til siderne. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg får en helt anden oplevelse i vandet med sådan en maske på! Det er lige pludselig meget sjovere at ligge der og kigge på fisk, når man bare kan trække vejret normalt uden at være bange for at drukne.

En ekstra smart finesse er desuden, at hvis man dykker under vandet, så er der en ventil, der lukker, så der ikke kommer vand ind igennem snorklen. Jamen det er bare så smart!

Jeg glæder mig SÅ meget til at skulle bruge denne maske nede ved vores egen strand også, og på fremtidige snorkel-udflugter, hvor bølgerne forhåbentlig ikke er så voldsomme. Og nej, jeg er ikke sponsoreret af firmaet (men det burde jeg være! 🙂 ), jeg er bare meget begejstret for mine nye muligheder udi snorkling.

Da vi afprøvede maskerne i poolen:

2 tanker om “Snorkeltur og de fedeste snorkelmasker

  1. Louise siger:

    Jeg så simpelthen en kø af mennesker ved de der masker i Decathlon forleden. Fedt at læse om hvordan de egentlig er at bruge. Vi skal helt sikkert have os et par stykker til ungerne nu.

    • Sarah Jacobsen siger:

      Det kan jeg godt forstå. Som jeg heller ikke lægger skjul på i indlægget, er de bare sååå fede og holder alt, hvad de lover i de forskellige videoer, jeg har set om dem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *