Så skete det endelig!

Vi har længe følt, at vi har været godt integrerede, men for en uge siden tog vi det sidste, altafgørende skridt! Vi købte vores helt egen jamón curado (skinke). Den står ude i vores lille køkken, hvor den optager alt for meget plads. Og vi er pavestolte!

Som én af vores spanske venner udbrød, da han så den: “Nu er I jo ikke bare spanske, nu er I simpelthen andalusiske!”.

Vi er jo vilde med den skinke, vi får serveret, når vi f.eks. spiser morgenmad på en lokal café i Torremolinos. Og vi har da også længe overvejet at købe en ‘rigtig’ skinke, som vi selv kunne skære af, når vi fik lyst. Men det virkede bare som et meget uoverskueligt projekt, for det skulle vist være supersvært at skære skiver af sådan én. Og hvilken type, pris og kvalitet skulle vi vælge?

Som så mange gange før, var det vores spanske ven og overbo, José, der hjalp os og gav os det endelige ‘spark’ til at komme i gang. Han og Per (min bedre halvdel) havde talt om, at denne jul skulle vi altså tage springet, og at José skulle hjælpe os med at vælge en god én. Et par dage efter ringede det så på døren, og der stod José så – med en kæmpestor skinke i hænderne. Da jeg ikke havde været med indover deres samtale var jeg en smule forvirret, men tog imod den 7.5 (!) kg tunge skinke, altimens jeg overvejede hvor f… vi skulle finde plads til den 🙂

Men ok. Nu var første del overstået. Nu havde vi skinken…

Næste skridt var så at finde det rette udstyr.

For man kan jo ikke skære skinke med en hvilken som helst kniv. Og skinken kan jo ikke bare ligge der på bordet! Så af sted til Carrefour for at finde en ‘jamónero’ (stativ til at holde skinken) og en filetkniv, der er specialdesignet til at skære skinke.

Godt nok købte vi det billigste (nu skal vi jo lige se, om det er noget for os), men vi følte alligevel, at vi var godt på vej og var et skridt tættere på målet.

Så var der bare den sidste hurdle – at få noget spiseligt skinke ud af den kæmpestore kølle, der stadig lå indpakket på stuebordet.

Igen var José sød at hjælpe os, og han og Per fik pakket den ud og sat den fast på stativet. Og så kom det sjove – at begynde at skære af den.

José fortalte, at det yderste, mørke lag er et beskyttende lag, som man putter på før lagringen. Denne del skal bare skæres af og smides væk. Når man kommer lidt længere ned kan man se det ‘rigtige’ fedt fra skinken. Dette skal man skære af i store stykker, for dette skal man bruge senere til at dække den til igen.

Når man så er kommet derned, hvor man kan se det røde kød, begynder man simpelthen bare at skære papirstynde skiver med sin filetkniv. Da José gjorde det, så det supernemt ud, men jeg må indrømme, at jeg – efter at have øvet mig en del gange efterhånden – stadig ikke har fået håndelaget til at skære de helt tynde skiver. Men det skal nok komme.

Det vigtigste er, at de skiver, der bliver skåret af vores helt egen skinke, simpelthen smager guddommeligt. Om det er indbildning – fordi det er vores helt egen – eller om det rent faktisk er fordi det er en god kvalitet, er jeg ikke skinkekender nok til at vide endnu. Jeg ved bare, at det er superfedt at kunne gå ud i køkkenet og skære et par skiver skinke til morgenmaden eller frokosten 🙂

Det sjove ved hele denne skinkeproces er, at for os er det noget helt specielt at købe en stor skinke og have den stående i køkkenet. Det er ikke noget, man gør i Danmark, og det er derfor både sjovt og spændende! Vi fik jo nærmest julelys i øjnene, da vi kunne skære de første rigtige skiver. Og det har helt bestemt også været skægt, set med José’s øjne… For han køber jo en skinke – eller to – hver eneste jul, og det er fuldstændig normalt at gøre. Og så har han så os to tumper, der ikke ved noget som helst om skinke, og som han har hjulpet med de helt basale ting! Det har vi moret os rigtig meget over 🙂