Så kom vi endelig ‘hjem’ igen

Vi har fået ny lejlighed, jubii! En rigtig charmerende perle midt i Torremolinos med den flotteste udsigt over hav og strand. Lejligheden i sig selv er halvgammel og vi går og reparerer en masse småting, men hold nu op, hvor føles det bare som at komme hjem!

Vi har haft lejligheden i knap 4 uger nu, og i hele denne tid har vi bare gået med et stort smil på, for vi føler virkelig, at vi (igen) er landet det helt rette sted.

Og det er netop det, jeg gerne vil skrive om i dette blogindlæg, nemlig det der med at føle sig hjemme.

På vores nye terrasse med nøglerne:

Det har nemlig været et stort problem for os de sidste to år og også en af grundene til, at vi valgte at flytte fra den flotte og moderne lejlighed, der har været vores hjem de sidste par år. Vi startede jo vores tid her i Spanien i en charmerende lille 2-værelses på en lille blind vej. Lejligheden lå i “Bloque Uno” (deraf navnet på denne blog), og vi havde 4 helt fantastiske år i den lejlighed. Her havde vi en masse skønne naboer, og især sommeraftenerne var helt specielle, hvor alle børnene i bygningen legede sammen i poolen, imens vi voksne sad og hyggede og snakkede. Der var en helt særlig stemning (familiær, som vores spanske venner kalder det), og på trods af, at vi dengang ikke var flydende i spansk, var vi og vores børn en central del af disse hyggelige stunder. Og jeg skal da lige love for, at vi fik lært meget spansk på disse lange aftener med naboerne i poolområdet.

På dette billede er alle børnene i gang med at lege i poolen i vores første lejlighed:

Der kom dog et tidspunkt, hvor vi var nødt til at finde en lejlighed med et værelse ekstra, så børnene kunne få hver sit. Det passede også med, at en af nabofamilierne skulle flytte, så på den måde føltes det ikke så svært at flytte derfra, på trods af de gode stunder, vi havde haft.

Så efter en del søgen følte vi os heldige, da vi fandt en 3-værelses-lejlighed, der på papiret var helt perfekt: Stor, moderne, tæt på både skole og sportsfaciliteter og med en stor pool. Men det viste sig slet ikke at være så fedt i praksis. Én ting var, at der var problemer med nogle ret centrale ting i lejligheden, og på trods af mange besøg af forsikringsselskab og håndværkere osv., kom noget af dette aldrig til at virke. Det var træls og ret frustrerende, når vi egentlig betalte en høj pris for en lejlighed, der burde være i tip-top-stand. Men det andet – og mest vigtige for os – var, at vi aldrig kom til at føle os hjemme i  bygningskomplekset.

Der var bare en helt anden stemning, hvor man passede sig selv og nærmest ikke hilste på hinanden. I hvert fald ikke på os :-).

Vi følte helt bestemt, at vi blev set på som ‘udlændingene’ i bygningen, og på trods af vores rigtig gode spansk kom vi aldrig til at veksle mere end et par sætninger med nogen af naboerne. Omkring poolen var stemningen også helt anderledes, og man hilste slet ikke på hinanden.

Nu må I forstå mig ret – jeg ved godt, at vi var vildt heldige, at vi fandt et så godt fællesskab og endda nogle gode venner, i vores første bygning. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man i det mindste lige hilser på hinanden og måske endda lige tager den sædvanlige snak om vejret, når man møder hinanden i indgangen. Og den slags var det slet ikke noget af i vores nye lejlighed, selvom vi var meget åbne og søde og rare. Og selvom vi i starten prøvede rigtig meget at tale med naboerne.

Nåh, men det var i hvert fald en stor del af baggrunden for, at vi rigtig godt kunne tænke os at finde en ny lejlighed. Man ved jo aldrig hvordan stemningen vil være, men vi tænkte, at det nærmest ikke kunne være værre end hvor vi boede …

Så vi gik – endnu en gang – på udkig efter en ny lejlighed. Efterhånden har vi en del erfaring med lejlighedssøgning, så vi havde egentlig godt styr på, hvad der skulle gøres. Og det var faktisk tydeligt, at der var ekstra mange lejligheder til leje i forhold til normalt pga. Covid-19. Vi var derfor ude at se en håndfuld lejligheder og fandt endda én i nabobyen, lige ved siden af vandet, som vi godt kunne tænke os. Den fik vi dog ikke, da en ældre pensionist også var interesseret, og så valgte de ham i stedet for os. Det er ikke overraskende (vi har oplevet det før), at udlejer foretrækker en lejer uden børn. Så vi var godt trætte af ikke at få den.

Da vi så var ude at gå en aftentur i karantænetiden tikkede der en mail ind om en ny lejlighed her i Torremolinos. En stor én med en god udsigt, men det var ikke så nemt at få overblik over lejlighedens indretning, for billederne var ikke særlig gode. Men vi har lært at være aggressive, så jeg ringede straks til mægleren og fik et tidspunkt for en besigtigelse dagen efter. Faktisk var jeg (klog af skade) så fremme i skoene, at jeg bad om at vi var de første til at se lejligheden. Samme aften kørte vi hen til adressen og gik en tur for at være sikre på, at beliggenheden og omgivelserne var gode, og det var et rigtig hyggeligt sted med kun 5 minutter ned til stranden og 5-10 minutter ind til centrum. Så vi var faktisk enige om, at hvis lejligheden så fin ud, så ville vi straks sige ja tak, for at se, om det så kunne lykkes os at få den uden at skulle ind i en ‘konkurrence’ med andre interesserede. Af samme grund havde vi medbragt info om vores indkomst til besigtigelsen, så vi var godt forberedte.

Og beslutningen om lejligheden blev faktisk taget i samme øjeblik, som fordøren blev åbnet. Herfra kunne man nemlig se ned i den rummelige, sænkede stue og direkte ud på den store terrasse med den mest fantastiske udsigt over havet. Jeg kunne straks se i Pers øjne (og han i mine), at vi var helt solgte – der skulle være rigtig meget galt med resten af lejligheden for, at vi ikke ville have den. Og heldigvis viste resten af lejligheden sig også at være fin. Jo jo, køkkenet er halvgammelt, og vægge og døre bærer præg af mange lag maling, men den slags skræmte os ikke, for de centrale ting var godt vedligeholdt. Vi har jo boet i hus i mange år i Dk, så vi glædede os faktisk til at have et par små projekter i huset. Så udlejerens forslag om en lavere husleje imod at vi selv malede og fiksede småting, var helt perfekt for os. 

Til besigtigelsen mødte både mægleren og ejerne af lejligheden op. Så da vi til sidst havde set haven og de spurgte om vi kunne lide lejligheden, sagde vi straks, at vi gerne ville leje den. Vi gav dem vores papirer og bad om at få lov at betale depositum straks.

Risikabelt? Ja, måske.

Det havde selvfølgelig været fedt at kunne tage hjem og sove lidt på det og tale sammen, men vi ved af erfaring, og så ville der være flere interesserede og så kom vi igen i en pulje, hvor vi trods en god indkomst ikke bliver valgt, fordi der er et par uden børn, der også er interesserede. Så vi tog chancen og sprang til og sørgede for at mægleren fik aflyst alle sine andre fremvisninger.

Og det virkede. Allerede dagen efter modtog vi nøglerne, og vi fik pludselig travlt med at opsige den gamle og at få styr på alting. Men timingen var god, for børnene var ved at afslutte deres sidste skoledage inden ferien, og Per og jeg kunne også skære ned på arbejdet i et par uger for at få malet og flyttet.

Loftet i stuen er så højt at vi blev nødt til at leje et stillads for at male det:

Og her er bare megafedt! Vi har fået godt styr på lejligheden og her er nu ved at være rigtig pænt. Der mangler stadig en del, men sådan er det jo.

Men det vigtigste er, at vi virkelig føler os hjemme her. På blot 3 uger i denne lejlighed har vi snakket meget mere med vores naboer end vi har gjort i den gamle lejlighed på 2 år. Det siger alligevel noget …

Her hilser folk pænt på hinanden og der er flere, der har budt os velkommen, når de har fået øje på os. Stemningen omkring poolen er også som vi var vant til fra den første lejlighed, hvor børnene i bygningen leger sammen, og hvor man falder i snak med de andre beboere. I dag har vi endda været nede på stranden sammen med en af vores nye naboer, fordi vi lige skulle afprøve hans paddleboard, som vi talte om en dag ved poolen.

Alt-mulig-manden her er også rigtig cool. Det er sådan én, der har arbejdet i bygningskomplekset i 30 år og som kender alle, og han hjælper gerne. Et godt eksempel er da Per spurgte ham om den spanske oversættelse for en spartelmasse til fliser. Så faldt de i snak om vores fliser i køkkenet, og gartneren mente, at det var noget andet, der skulle bruges. Så kaldte han på en anden nabo (vi ikke havde mødt før), fordi han vistnok havde samme problem med fliserne, og det endte med at naboen kom ind i lejligheden og fortalte om en type maling som han selv tidligere havde brugt. Det endte endda med, at han kørte op til en kammerat for at få noget mere af denne maling, og så stod han og Per og blandede den helt rette nuance til malingen. Det er jo helt vildt, hvor sødt det var af ham at hjælpe os på denne måde, det havde han slet ikke behøvet. Men det er den slags vi ser her i bygningen, og det er skønt at opleve.

Nattevagten er også rigtig sjov. Når vi kommer sent hjem går han rundt udenfor bygningen og ordner ting, og så sludrer vi altid lidt om hvad der foregår.

Det er den slags, der får os til at føle os hjemme. Vi behøver ikke at blive tætte venner med vores naboer eller med alt-mulig-manden, men det er altså dejligt, når man kan hjælpe hinanden og når man lige kan udveksle et smil eller joke lidt, når man mødes.

Så vi har det altså godt her. Vi går stadig og hænger de sidste par lamper op, men prøver også at nyde ferien og sørge for at komme på stranden og i poolen med ungerne. I går var vi faktisk på stranden med vores gamle gruppe af naboer fra den første lejlighed, hvor alle vores børn (der jo efterhånden er blevet store) legede med en oppustelig luftmadras på vandet.

Alle de ‘små’ børn:

Det er en årlig tradition, at vi tager sådan en stranddag, og det føles som ‘i gamle dage’, når vi mødes på den måde. Så vores venskaber fra den første lejlighed har vi stadig, men det er ubeskriveligt fedt igen at være endt i en bygning, hvor der er en god, familiær stemning :-).