I dag er der udkommet endnu en artikel om ‘Danskerne i eksil på Solkysten’, og alle Facebookgrupperne er – igen – præget af debatten om, hvorvidt vi danskere skal integrere os. Og præget af irritation over, at aviser som Ekstrabladet kun skriver den halve sandhed.

Og jeg forstår da godt, hvorfor vi danskere på Solkysten er et godt emne at skrive om. I Danmark synes vi jo, at det er så vigtigt, at tilflyttere lærer sproget og integrerer sig – og hvordan kan det så være, at vi samtidig flytter til Spanien, hvor vi bor i ‘dansker-ghettoer’ uden at kunne et ord spansk?

God nyhedsværdi

Vi kan godt lide at blive forargede, og det kan man nemt blive, når man læser en artikel om disse danskergrupper. Det er derfor, at det er så godt et emne 🙂

Og lad mig sige med det samme, at ja, jeg er også træt af at læse de samme artikler om pensionister, der nyder deres otium her i Spanien. For det er altid samme historie, der bliver fortalt, ik’? At man rejser til Fuengirola, hvor man lever af sin pension og handler i danske butikker og mødes med andre danskere hver weekend.

Jeg ville da ønske, at der også blev fortalt om alle de andre. Om os, der kommer herned og arbejder r… uden af bukserne til spansk løn, os, der knokler for at lære spansk, får spanske venner, sætter børnene i spansk skole osv. For vi er faktisk rigtig mange, der lever på denne måde.

Men det er bare ikke nær så interessant, vel? Det er der ikke nogen ‘nyhedsværdi’ i.

Og dertil kommer, at vi nok også er lidt sværere at få tal på og få fat på, fordi mange ikke er aktive i Facebookgrupper og andre slet ikke har nogen kontakt til Danmark mere.

Men hvor ville det være fedt, hvis der også blev skrevet artikler om disse mennesker, så folk hjemme i Danmark kunne se, at der er forskellige måder at leve livet på her i Spanien.

De danske ghettoer

Og når det så er sagt, så synes jeg, at folk i de såkaldte ‘dansker-ghettoer’ ofte får en lidt for hård medfart.

Jeg har skrevet mange artikler om fordelene ved at lære spansk og integrere sig, og jeg mener dybt ind i sjælen, at man får SÅ meget igen i form af kulturelle oplevelser og bekendtskaber, når man gør dette.

Og det har vi kunnet gøre, fordi vi er (forholdsvist :-)) unge og fordi vi er flyttet herned med børn, hvilket også åbner mange døre.

Men hvis man flytter herned, når man er i 60’erne –  og måske endda som enlig – så vil det alt andet lige være sværere at lære sproget og sværere at møde mennesker, når man ikke har skole eller børn som indgangsvinkel. Måske har man arbejdet hårdt hele livet og vil faktisk gerne tage den med ro og slappe af.

I det tilfælde kan jeg godt forstå, at man trækker ind og bor i en by, hvor der også bor mange andre danskere, og hvor man hver weekend måske kan mødes på en café eller i en klub og på den måde få venskaber hernede. Og ja, man kan klare sig med dansk eller engelsk i mange butikker, og så spiser man måske flere leverpostejsmadder end pitufoer.

Men det er da også ok, er det ikke?

Mere rummelighed, tak

Selvom jeg selv har valgt en anden måde at leve på, har jeg forståelse og respekt for, at mange vælger at gøre det på denne måde.

Jeg synes, at der skal være plads til alle.

Vi danskere er hurtige til at dømme andre (jo, det er vi altså), og på dette punkt synes jeg godt, at vi kunne være lidt mere tolerante og rummelige. Ligesom spanierne er.

Lad os respektere de mange forskellige måder at leve på her på Solkysten og bibeholde en god tone i f.eks. Facebookgrupperne, hvor mange forskellige tilflyttere er aktive.

Og så lad os være pisseligeglade med hvad BT eller Ekstrabladet skriver i deres artikler og hvad folk i Danmark i øvrigt tænker. Lad os hver især leve på den måde, der gør os glade, og som vi har det godt med.

For når det kommer til stykket er det det, der tæller, ik’?

Hov, det blev et lidt lommefilosofisk indlæg, kan jeg godt se, men jeg håber, at i bærer over med mig 🙂

Fortsat god søndag.