Ikke ét peberkagehus, men 4…
Da jeg første gang så et peberkagehus i min Facebook-nyheder vidste jeg straks, at sådan ét skulle jeg da bage med ungerne!
Faktisk undrede jeg mig lidt over, at jeg ikke havde tænkt på det før, for det er jo helt perfekt familiehygge… Mine børn har den alder, hvor de både kan være med til at skære dejen i de rigtige figurer samt pynte huset, så det er helt oplagt.
Så jeg gik i gang med at printe skabelon og lave en ordentlig omgang peberkagedej. Jeg fandt en alternativ skabelon på nettet, men fik ellers en masse inspiration fra dette smukke peberkagehus.
Faktisk endte jeg med at gå så meget op i projektet, at jeg brugte nærmest en hel dag på at lave dej (som så skal hvile i 3 timer – hvem i alverden har tålmodighed til det?!), skære dej med ungerne, bage i ovn og så gentage indtil vi havde bagt i alt 4 huse. Jeg selv lavede den lidt udvidede version med bolsher i vinduerne, hvilket jeg dog ikke syntes, at ungerne skulle stå og rode med.
Om aftenen, da ungerne var gået i seng, ‘limede’ jeg deres huse sammen med royal icing så de var klar til at blive pyntet dagen efter.
Og mit eget hus? Ja, jeg endte skisme da med at sidde flere timer selv, der om aftenen, og pynte mit første peberkagehus. Uden børn, blot mig selv, der hyggede mig med at lave vinduer og sne på mit hus, he he. Jeg kunne selvfølgelig komme med en god undskyldning og fortælle, at jeg lige ville afprøve det inden børnene skulle i gang. Men sandheden er, at jeg simpelthen blev bidt af det og gerne ville have ro til at pynte mit hus uden at børnene trak i mig.
Da børnene vågnede dagen efter, var det så deres tur til at pynte deres huse, og de havde det selvfølgelig (også) superskægt med det.
Om det var mor eller børn, der gik mest op i dette projekt, er der dog delte meninger omkring.
I hvert fald synes vi alle, at det var sjovt at lave, og børnene nød også at spise det, da det var på tide at rive husene ned.
Det gør vi igen næste år, hvor jeg har store planer om at lave et fleretagers hus. Vi får at se…