På vandretur i bjergene over Torremolinos

Jeg synes, at det er vildt hyggeligt at vandre rundt i sådan noget kuperet terræn, hvor man får sved på panden og skal passe på, hvor man træder. Jeg får altid ondt i benene bagefter (for jeg er ikke i vildt god form), men imens jeg går, er jeg så betaget af det smukke landskab, at jeg ikke lægger så meget mærke til, at det er anstrengende. Og derfor føles det ikke som hård motion.

Vi har jo i lang tid boet her i Torremolinos uden bil, og vi har derfor ikke haft mulighed for at komme op i bjergene. Troede vi…

For da vi flyttede her til vores nye lejlighed var vi lidt nysgerrige på, hvor man endte, hvis man fortsatte op ad vejen. Og det viste sig, at man kom under motorvejen og op i et fantastisk landskab med bjerge, flot udsigt og en masse vandrestier.

Vi kunne ikke lade være med at grine lidt, for havde vi vidst, at vi kunne finde nogle gode stier der, havde vi været deroppe for længe siden.

Når man kører op ad denne vej, er der 2 ‘hovedstier’. Den ene fører ind til Cañada del Lobo, og følger man denne sti, kommer man helt op til ulven, der faktisk ligger i Benalmádena. Per og jeg har store planer om at vandre denne rute, men det bliver en dag, hvor børnene ikke er med, for det bliver en lang tur.

Men vi har været inde og lure lidt i området, og det er nogle rigtig dejlige stier. Meget frodigt, faktisk, med en del træer og buskads.

Den anden sti ser ikke ud af meget, når man parkerer bilen og begynder at gå indad mod bjergene. Der er fyldt med murbrokker, og jeg undrer mig faktisk lidt over, hvorfor der ligger så meget byggeaffald der.

Men når man kommer forbi dette stykke og op ad stierne på bjergene, mødes man af den skønneste udsigt udover hele Torremolinos.

Og det sjove er jo, at man kan gå så højt op, som man kan holde til.

Da min søster, Heidi, var på besøg hos os her i weekenden, tog vi netop denne tur. Vi havde faktisk planlagt at køre til søerne ved El Chorro, fordi min søster gerne ville ud at se lidt natur og gerne have en dukkert 🙂 Ja, jeg ved godt, at det er alt for koldt til at bade i december måned, men på den anden side ville vi jo gerne se på, hvis hun havde lyst til at dyppe sig i det iskolde vand, he he.

Men alle vejene i den retning var lukket pga. et eller andet sportsløb, så vi tog i stedet op i bjergene. Og det var også en rigtig god tur, og min søster slap for at bade (på det tidspunkt var vi andre jo begyndt på at insistere på, at hun skulle ud at svømme, uanset hvor koldt vandet måtte være).

Da vi alle 5 var kommet op på det første ‘bjerg’ holdt vi en pause, og min søster og Sofia tog en anden sti ned, hvor det var lidt mere plant. Men Adrian ville rigtig gerne op på toppen af det næste bjerg, men dette var noget krævende. Så Per, Adrian og jeg tog turen videre op.

I kender godt det med, at når man står og kigger, så ser det ud til, at målet er rigtig tæt på?

Sådan havde jeg det også, men jeg skal love jer for, at den næste bjergtop var vildt langt væk. Men det føltes skønt at nå toppen og kigge ud over det smukke landskab 🙂

Indgangen til stien med murbrokkerne (den er altså flot efter murbrokkerne, det lover jeg), finder I via dette link. 

Indgangen til det mere frodige (knap så stejle) område finder I via dette link. 

Det kan virkelig anbefales.

Kender I andre gode vandrestier her i området, så skriv det endelig som en kommentar 🙂