I ved jo, at jeg gør alt for mine bloglæsere, så jeg tænkte, at jeg lige ville prøve en akut operation i Málaga – altså bare for at kunne fortælle, hvordan dette fungerer.
Ej, det er gas – men nu, hvor jeg har prøvet det, kan jeg jo lige så godt fortælle om mine erfaringer.
Men husk, at den proces, jeg var igennem, er den ‘helt almindelige’. Vi er residenter og har ikke privat sygesikring, så det, jeg har været igennem, har været via den offentlige sygesikring og på det offentlige sygehus.
Anyway, så startede det på skadestuen her i Torremolinos omkring kl. 18 torsdag aften. Jeg fortalte dem, at jeg havde haft almindelige mavesmerter, der var rykket ned i højre side af maven. Det gjorde ikke ondt, når jeg sad stille, men når jeg rejste mig op og ville bevæge mig, gjorde det ondt. Jeg var klar over, at det var symptomer på en blindtarmsbetændelse, og ifølge Internettet gælder det om at kontakte lægen straks, så det ikke ender med, at blindtarmen sprænger.
Lægen på skadestuen gav mig ret i, at det kunne være blindtarmsbetændelse, så hun sendte mig videre til hospitalet i Málaga – det, der hedder Hospital Universitario Virgen de la Victoria.
Jeg fik nogle papirer med, som jeg skulle aflevere på hospitalet, hvor der stod lidt om mistanken. Hun nævnte, at jeg ikke skulle spise eller drikke noget, da de nok ville operere mig, og derfor skulle jeg faste.
Jamen ok, så spiser jeg ikke noget, tænkte jeg. Og så kørte jeg til Málaga. Vi havde jo børnene hjemme, så Per og jeg blev enige om, at det var bedst, at jeg selv kørte derind i første omgang, og så blev han hjemme ved børnene. Man ved jo aldrig, hvor lang tid den slags ting tager, og vi ville heller ikke belemre vores venner med børnene i så mange timer en sen torsdag aften:-)
‘Hospital Clínico’, som dette hospital kaldes, har en speciel indgang til ‘Urgencias’ omme på den modsatte side af bygningen, i forhold til den almindelige hovedindgang.
Her på skadestuen afleverede jeg først mine papirer ved skranken, og så ventede jeg en smule i et venteværelse. Derefter blev jeg kaldt ind til en slags ‘sortering’, hvor de spurgte ind til problemet, registrerede nogle oplysningerne og sendte mig videre til et nyt venteværelse.
Her ventede jeg så igen en smule, og så blev jeg kaldt ind til en læge. Han undersøgte mig, spurgte ind til forløbet og så fortalte han, at han gerne ville lave nogle prøver, der kunne hjælpe med at vise, om det var blindtarmsbetændelse eller noget helt andet. Så tog de en blodprøve og så skulle jeg sætte mig ind i et tredje venteværelse, hvor de så ville kalde på mig.
Og her syntes jeg faktisk, at tingene gik ret hurtigt og effektivt – set i forhold til, at man er på en skadestue med en masse ventende mennesker. For imens jeg sad i det venteværelse blev jeg kaldt ind til nogle forskellige prøver og scanninger, og indimellem sad jeg i det samme venteværelser, det blev centrum for det hele. Jo jo, timerne gik da, men jeg skulle faktisk også have taget en del prøver 🙂
Efter disse prøver blev jeg kaldt ind til en ny læge (pga. vagtskifte, tror jeg), som igen undersøgte mig. Hun fortalte, at prøverne ikke viste noget, og at hun gerne ville sende mig hjem med noget smertestillende. Men her spurgte jeg så lidt insisterende ind til, om det var muligt, at det var blindtarmsbetændelse. Og jeg fortalte igen, at dette var en meget ny smerte for mig, og at jeg bestemt mente, at der var noget galt.
Det overvejede hun kort og så besluttede hun sig for at bestille en ultralydsscanning til mig, da dette ville vise (eller udelukke) en blindtarmsbetændelse med sikkerhed.
Ultralydsscanningen foregik med en håndscanner, som man kender den fra graviditeter, og ja, jeg kan godt afsløre, at det gjorde pænt ondt at få kørt en scanner over en betændt blindtarm fra forskellige vinkler. Det tog ret lang tid, for lægen, der foretog scanningen, fortalte at det betændte område ikke var så stort, så det var lidt svært at diagnosticere. Han kaldte endda en kollega ind for også at kigge på mig, og de talte frem og tilbage, men blev også enige om, at det var blindtarmsbetændelse.
Her startede så den del, der ikke var så sjov. For nu sad jeg igen i venteværelset og skulle vente på, at lægen modtog de sidste resultater, og der var klokken altså 2 om natten. Og min mave gjorde MEGET ondt efter ultralydsscanningen. Men omkring kl. 3 blev jeg sendt videre i systemet og ind i et observationsrum, hvor jeg kunne tilbringe resten af natten.
De må jo ikke sende mig hjem, for der er risiko for, at en betændt blindtarm springer, og så bliver det pludselig meget farligere.
Så jeg tilbragte natten i et observationsrum i en lænestol, der kunne lægges ned. Selvom det lyder primitivt, så var det bare så rart at kunne komme til at lægge mig ned og slappe af. På det tidspunkt havde jeg det heller ikke så godt i hovedet og jeg tror også, at jeg havde lidt feber. Men de gav mig drop med væske og lidt smertestillende, så jeg havde det super der i lænestolen 🙂
Efter en times tid (altså stadig midt om natten) blev jeg kaldt ind til de to kirurger, der havde nattevagten. De undersøgte mig også og bekræftede, at deres kollegaer på dagvagten fredag ville operere mig.
Omkring kl. 10 fredag morgen blev jeg så kørt op på en ‘rigtig’ stue på 6. sal. Her skulle jeg så skifte til hospitalstøj og vente på at kirurgerne fik tid til mig. Jeg kom jo fra skadestuen, så min operation var ikke planlagt, og derfor ville de operere mig, når det passede ind i planerne med de mere akutte tilfælde.
Det gav jo helt mening, så jeg ventede bare, så en film på min tlf. og sov lidt. Og Per kom også forbi og besøgte mig 🙂
Henad eftermiddagen begyndte sulten at tære lidt på mig, for da var det 24 timer siden jeg sidst havde fået noget at spise, og jeg vidste jo ikke hvor længe, jeg skulle vente. Men sådan er vilkårene, og jeg syntes egentlig, at jeg tog det pænt og holdt godt ud.
Endelig, ved 18-tiden om fredagen, kom der en portør, og så fik vi ellers travlt med at komme ned på operationsstuen. Så var der åbenbart lige et hul til mig. Det gik fint og det næste, jeg husker, er at vågne på opvågningssalen.
Og I husker, at jeg havde taget det med at faste ret pænt, ikke? Da jeg vågnede fra operationen var der så gået 30 timer siden jeg sidst havde spist, og her fortalte de mig, at jeg ikke måtte få noget at spise før næste morgen. ‘Are you kidding me’??
Men ja, det gav selvfølgelig mening, at jeg ikke måtte få noget lige efter operationen, og da kl. var omkring 23 der, kunne jeg vel godt vente til morgenmaden dagen efter.
Så blev jeg kørt op på min stue, hvor jeg tilbragte en halvdårlig nat – man har det jo aldrig vildt godt, når man lige er blevet opereret, vel?
Endelig blev det så morgen, og jeg kunne høre, at de kørte rundt med morgenmad. YES!
Og tror du så ikke at de fortæller, at de har fået besked på, at jeg kun må få noget at drikke, så jeg kunne få en kamillete? Helt ærlig, efter 1½ døgn uden mad får jeg en sølle kamillete. Det var ikke lige, hvad jeg havde lyst til at høre, men nåh ja, sådan måtte det jo være. Så jeg tog to sip af min lunkne kamillete og prøvede at sove lidt mere.
Lægen kom i mellemtiden forbi og undersøgte mig. Hun sagde, at alting så fint ud, så jeg skulle bare lige have noget mad og op at gå og så kunne jeg komme hjem samme eftermiddag. Det var virkelig gode nyheder, for jeg følte mig ikke så tilpas på stuen og savnede Per og børnene helt vildt.
Da jeg så kunne dufte, at de kom rundt med middagsmad, glædede jeg mig som et lille barn, for lægen havde jo sagt, at jeg skulle have noget at spise. Forestil jer skuffelsen, da de så gav mig en bakke med en yoghurt, en kop varmt vand og en skive citron. Jeg sværger, at jeg balancerede på kanten mellem at få et vredesudbrud og at give op grædende! Jeg gik så ud og spurgte sygeplejersken, der fortalte, at min mave ikke måtte få for meget på én gang, og derfor fik jeg kun fond og en yoghurt. Jeg gik så tilbage til min stue og smagte på det varme vand, der ganske vist havde et hint af oksekød, men så heller ikke mere. Føj. Så jeg spiste min yoghurt og skrev lidt til Per og mine forældre via Messenger for at få lidt sympati, ha ha. Hold da op, hvor var jeg utilfreds på det tidspunkt.
Men heldigvis havde jeg jo fået at vide, at jeg kunne hjem om eftermiddagen, og allerede kl. 16.30 kom lægen og sagde farvel, og jeg fik udskrivningspapirerne. Så jeg ringede straks efter Per og kom – i sneglefart pga. operationssåret – i tøjet.
Og hold nu op, hvor var det dejligt at se børnene, da de kom og hentede mig. Jeg havde jo ikke set dem i 2 dage, og jeg havde savnet dem vildt meget. Og de var bare så søde og støttede mig på gåturen ud til bilen.
Og så kørte vi hjem og bestilte en stor, fed pizza!!! Det er den bedste pizza, jeg nogensinde har fået 🙂
Det er nu et døgns tid siden jeg kom hjem, og hold da op, hvor er det bare dejligt at være hjemme. Jeg har selvfølgelig stadig ondt og jeg ligger på sofaen det meste af tiden, men bare det at være i mit eget hjem og at være sammen med Per og børnene er skønt efter sådan en omgang.
Denne følelse bliver nok også forstærket lidt af, at jeg ikke følte mig særlig godt tilpas på den stue, jeg lå på.
Jeg skal være fair og sige, at hele forløbet med skadestuen og operationen har været meget professionel, og jeg har følt, at de tog mig alvorligt lige fra start til slut. Ultralydsscanningen, hvor en kollega blev kaldt ind, er et godt eksempel på, at de var meget grundige. Alle kirurger og læger har også været rigtig søde og professionelle og har talt til mig, så jeg har forstået det, og jeg har følt, at de var meget professionelle og informerede mig godt.
Men på stuen følte jeg mig ikke tilpas.
Jeg havde hele tiden en følelse af at være til ulejlighed, og de kaldte mig ‘la chica con la apendicitis’ (oversat: pigen med blindtarmsbetændelsen), som om at jeg ikke var til stede. Det var sikkert, fordi jeg er udlænding, men når man godt taler sproget, er det ikke særlig rart at blive behandlet sådan. Især ikke når man er i en sårbar situation med smerter.
Det virkede også som om at sygeplejerskerne var irriterede, hvis jeg spurgte om noget, og især hvis jeg ikke forstod alt, de fortalte mig (de talte jo meget hurtigt og med mange fagord), havde de ikke særlig meget tålmodighed.
Derudover følte jeg slet ikke, at jeg blev orienteret om noget som helst – f.eks. var der ingen der fortalte mig, at jeg ikke måtte få noget at spise før lang tid efter operationen. Og da jeg blev udskrevet måtte jeg selv spørge hvordan jeg skulle behandle såret, om jeg måtte gå i bad osv. Det var som om, at sygeplejersken forventede, at jeg vidste alt dette på forhånd, og det stod heller ikke i de papirer, jeg havde fået.
Det var jeg faktisk ret skuffet over, for jeg var altså sød og medgørlig under opholdet, og mit spansk er også meget godt. Hvis de lige havde talt lidt langsommere og måske lige taget en snak med mig på forhånd, ville jeg ikke have haft den der ubehagelige følelse af bare at være i vejen.
Nu kan det jo også godt være, at det bare var supertræls, at jeg lige kom ud af det blå fra skadestuen, og de har helt sikkert haft meget travlt. Men jeg synes bare, at der manglede en god portion empati og service blandt alle de mennesker, jeg havde med at gøre på stuen.
Nåh ja, og så havde jeg også en værelseskammerat, som ikke gjorde det bedre. Det var en ældre dame, der lå og råbte med jævne mellemrum. Også til mig, og hun havde sådan en tyk accent, at jeg kun forstod en brøkdel af, hvad hun sagde. Det var heller ikke så fedt at dele badeværelse med hende, men det er en helt anden historie, som jeg vil spare jer for, ha ha.
Så der var flere grunde til, at det kun kunne gå for langsomt at komme hjem til mig selv.
Nu håber jeg bare, at jeg fik rigtig fat i alle de løse instrukser, jeg fik hevet ud af sygeplejersken ved udskrivningen. Og så står den ellers på en masse timer på sofaen. Heldigvis er børnene søde til at hjælpe til herhjemme og til at varte mig op 🙂
Og så er det jo bare skønt, at jeg kan sidde med en computer på skødet, så jeg stadig kan arbejde lidt.
Og skrive dette blogindlæg 🙂
Jeg håber, at informationen heri kan være til nytte, hvis I på et tidspunkt befinder jer på skadestuen og er i tvivl om, hvordan alting foregår.
Fortsat god søndag derude.
Fortsat god bedring, det var noget af en oplevelse.. Er selv i sundhedsvæsnet, og ved, at en smule omsorg og empati er guld værd når man er lidt sølle…
Rart at vide at der er lidt styr på tingene dernede, når vi nu går med tanker om at bo i
Almunecar området i et år tid… 🙂
Mange tak for info. Selv om vi har planer om at flytte til et asiatisk land følger vi alligevel din blog da vi, selv om det ikke er i nærheden af Spanien, mener vi kan få vigtig info om hvordan det er at flytte til et nyt land. Så tak for det. Og……droppes planen om et asiatisk land bliver det meget sandsynlig i sydeuropa, måske endda Spanien/Portugal. Rigtig god bedring.
Tak for din beretning. Håber du er helt ovenpå nu. Jeg prøvede sidste år i januar at brække armen i fotografisk begejstring over et appelsin træ i Arroyo de la Miel :-).. Jeg snublede over en kantsten. Jeg havde egentlig rejseforsikring, men blev vildledt lidt af den unge pige, jeg talte med, så det endte med, at jeg tog beslutningen om at nøjes med det blå sygesikringskort. Troppede derfor op på skadestuen i byen, og blev undersøgt. Senere med den offentlige trafik for at finde selvsamme sted, som du blev anvist. Efter første undersøgelse der, ville de have sendt mig hjem og dernæst sendt bud efter mig, når de engang fik tid. Jeg fik fremstammet på spansk, at den jo var brækket og var et stort ??? Nå..jamen så skulle jeg vente et andet sted…Jeg tænker, at det er vigtigt at kunne lidt spansk for at komme godt igennem. Slut resultatet blev godt.. Jeg genoptrænede selv, og har ingen problemer med højre arm i dag, men det var noget af en oplevelse. Jeg fik min nysgerrighed stillet ift det offentlige system. Påtænker at bo der permanent, når jeg bliver pensioneret. Jeg læste en artikel den følgende måned, i en spansk avis, hvor hårdt de er presset økonomisk. Ja, det er vi også i Danmark..så måske har vi ovenikøbet været heldige at have haft behov for hjælpen i Spanien..:-):-D
Ja, ingen tvivl om at mad er bedst, når man er RIGTI sulten….
Jeg håber at det går bedre med kroppen og at alt gror sammen, samtidig med at jeg vil sende mine bedste tanker.
Meget fin beskrivelse af dit forløb.
Har selv været på privat clinic. Clinica Rincon, tænkte det var mere effektivt end hosp.i Torre del mar hvor vi var med en ven der blev alvorlig syg ,han mistede brat evnen til at have føling med sin muskulatur. Lå på en stue med spanier der havde 11 gæster ,larm og tv.. 2dage efter med døende mand der stank så vi skulle kaste op,han blev så lagt død på badeværelset.Så der stank stadig, heldigvis var vores ven så syg så han ikke fornemmede så meget.Lægerne fandt ud af hvad der var galt. Fik afslappende medicin ,så han kunne begynde at tale mm. Idag frisk, m enkelt tilbagefald,
Jeg selv faldt og mit knæ gik af led som man siger. Det tog 6 t på Rincon hvor de gav mig stærk smertestillende.sad ude mellem Ca 15 andre pt.der ventede . Så blev jeg røntgenfotograferet det apparat blev vist trukket op med håndsving. Det peb og skramlede. Damen der skulle fotografere mit kæmpe hævede knæ.tog vældig håndfast og lagde mit knæ ned med magt , tror jeg rydde de venteværelset med mit smerteudbrud.
Nå ud mellem alle de medfølende spaniere. Så skulle vi vente på en specialist, (som aldrig kom), endte med at ville se billederne. Nå de duede ikke ind og om fotograferes ,ikke tale om sagde jeg, så kom en vældig flink mand som arbejdede der og sagde at han skulle nok hjælpe mig med røntgen. Han var menneskelig, hvor meget kan du. Det gik men sikken et tærskeværk det aperatur.
Efter flere t. Fik jeg at vide at nu kunne jeg gå men ikke støtte på benet og ikke bøje knæet , vi måtte selv tage ned til en ortopæd, og købe benskinne og krykker, . I mellemtiden havde jeg kontaktet vores rejseforsikring, vi skulle have været hjem næste dag efter et halvt år i Spanien. Møg besværligt og smertefuldt. , godt jeg havde min mand og vores ven.forsikringen sagde de kunne høre vi kunne klare meget selv, pga forskellige ting?
Det tog et år før jeg kunne køre bil igen og gå almindeligt. Først efter behandling og hård træning hos meget dygtig terapeut Peppa.i Tore del Mar. Fik jeg igen min førlighed . 3 forskellige ortopæd kirurger havde opgivet mig ,Holbæk en privat i Roskilde og i Næstved hvor jeg var indskrevet til operation til nyt knæ.men herligt at undgå det .
Venlig hilsen Gitte Rasmussen
tak for den meget fine beskrivelse af din smertefulde oplevelse🌞rigtig god bedring😘
Skønt at høre din historie . Jeg fik nogle cyster i livmoderen , som gjorde jeg blødte i 10 mdr hahahaha manana , jeg mærkede ikke da lægen tog biopsi …og da jeg blev indlagt fik jeg en kongelig behandling , opdage dårligt jeg kom på OP og da jeg vågnede gik der 2-3 timer så fik jeg 3 retter lækker mad , og besked om nu kunne jeg sagtens tage hjem …de var så søde så jeg græd af glæde , intet gjorde ondt , de er super dygtige , har aldrig været så taknemmelig , overfor så super behandling .
Det lyder til, at du har fået en supergod behandling. Det er dejligt at læse 🙂
Mvh. Sarah
Tak for din beretning. Jeg ser helt klart en fordel i at have en privat sygeforsikring, efter at have læst din historie. Især når man er 63 år og ikke kan spansk.
Hej Juliane.
Ja, du har helt ret, og vi overvejer også om det er noget, vi skal undersøge lidt nærmere 🙂
Mvh. Sarah
Jeg har netop været igennem akkurat det samme i oktober, og god læsning for mig, da jeg allerede har glemt hele de forvirrende.
Jeg var først to dage på Privathospital i to dage, som foretog mange prøver, og som kom frem til cyste på æggestokken eller inflammation, og inflammation på blintarmen.
Jeg blev henvist til det offentlige med deres papirer af grundig undersøgelse og CD.
Jeg får fjernet æggestok og og blindtarm ved almindelig operation og ikke kikkertundersøgelse. Jeg sultede i tre dage.
Det der plager mig nu er, om jeg er blevet brugt som “undervisningsmateriale” ved operationen, skal dog siges, at jeg måske bare har taget skade af oplevelsen 🙂
CD fra privathospitalel, som viste min “skade”, kunne de pludselig ikke findede og bad mig hurtigt om at skrive under “da de havde andre ting at lave”. Jeg var alene på hospitalet.
Da jeg i sidste uge havde fået fjernet clips og så arret, blev jeg meget ked af det, da jeg så resultatet, og de havde alligevel udført en kikkertundersøgelse. Måske pga undervisning.
Måske skal arret se sådan ud, ved det ikke, og jeg er spændt på undersøgelsen.
Men som sagt er jeg bare forvirret.
Tak for et godt indlæg.
Hej Conni.
Det lyder da ikke rart. Måske bør du bede om lige at få en snak med dem på hospitalet for at få svar på dine spørgsmål.
For det lyder da underligt…
Da jeg spurgte, om de ville lave kikkertoperation på mig for at fjerne blindtarmen, sagde kirurgen at det ville de ikke, fordi er er tynd. Men helt ærlig, så tynd er jeg altså ikke, og jeg har før fået foretaget en kikkertoperation. Så undrer mig stadig. Men i sådan en situation er man ikke så obs på at få spurgt.
Mvh. Sarah
Tak for din beretning i øvrigt for din RIGTIGT gode blog, som vi både har læst med stor interesse og som vi allerede har anbefalet til flere..
Vi er jo flyttet herned og bor i El Pinillo, Torremolinos fra på lørdag… For at være lidt på forkant, hvis uheldet skulle være ude, sidder jeg og kigger lidt på, hvor man ville skulle ta’ på skadestuen, når man bor i Torremolinos.. Og kan ikke helt finde ud af om det er Clinica Santa Elena eller Hospital Maritimo de Torremolinos eller et helt 3. sted… Kan du mon være behjælpelige med det ?
Og skulle I tilfældigvis ha’ en læge og en tandlæge i Torremolinos, som I er tilfredse med, må du hjertens gerne skrive navn på dem også… Og kun hvis du gider ha’ ulejlighed hermed selvfølgelig.
PS.. TAK for råd om at ta’ direkte på skolen udenom kommunen for at indskrive min datter. Det gjorde vi sidste mandag og en halv time efter var hun indskrevet blot med kopi af dansk pas, dansk fødsels- og dåbsattest, vores nye adresse og midlertidige nienummer og startede næste dag, så det var godtnok bare SÅ nemt i forhold til, hvad vi havde forventet 🙂
ALT det bedste til jer og TAK igen.
Bedste hilsener Marianne
Hej Marianne. Torremolinos ligger i den bydel ved kommunen, sammen med San Miguel lægehus. Her er den præcise adresse: https://www.google.com/maps/place/San+Miguel+Health+Center/@36.622568,-4.5074997,17z/data=!4m5!3m4!1s0xd72fb9247a5449d:0xae34fcde77f3a559!8m2!3d36.6234961!4d-4.5040948
Der er en indgang, der hedder ‘Urgencia’, og her kan man gå ind på skadestuen.
Vedr. lægehus er denne en mulighed, men jeg tror, at den ved stranden er tættere på jer (det er også den, vi bruger). Det er den, der hedder Centro de Salud Carihuela, og den ligger her: https://www.google.com/maps/place/Centro+Salud+la+Carihuela/@36.6049397,-4.5119629,17z/data=!4m5!3m4!1s0xd72fc70a8f4f7c9:0x6ac9193465764914!8m2!3d36.6045482!4d-4.5112154
Vedr. tandlæge, så bruger vi hende i Montemar, som vi er meget glade for: https://www.google.com/maps/place/Cl%C3%ADnica+Dental+Torremolinos+Montemar/@36.6153594,-4.5163323,15z/data=!4m8!1m2!2m1!1sdentista!3m4!1s0x0:0x14d7283e7bf4eaee!8m2!3d36.6156331!4d-4.5093057
Hvor er jeg glad for at høre, at I sådan har kunnet bruge min blog, og at jeg forhåbentlig har sparet jer for lidt spildt tid i forbindelse med skole 🙂
Mvh. Sarah