I ved jo, at jeg gør alt for mine bloglæsere, så jeg tænkte, at jeg lige ville prøve en akut operation i Málaga – altså bare for at kunne fortælle, hvordan dette fungerer.

Ej, det er gas – men nu, hvor jeg har prøvet det, kan jeg jo lige så godt fortælle om mine erfaringer.

Men husk, at den proces, jeg var igennem, er den ‘helt almindelige’. Vi er residenter og har ikke privat sygesikring, så det, jeg har været igennem, har været via den offentlige sygesikring og på det offentlige sygehus.

Anyway, så startede det på skadestuen her i Torremolinos omkring kl. 18 torsdag aften. Jeg fortalte dem, at jeg havde haft almindelige mavesmerter, der var rykket ned i højre side af maven. Det gjorde ikke ondt, når jeg sad stille, men når jeg rejste mig op og ville bevæge mig, gjorde det ondt. Jeg var klar over, at det var symptomer på en blindtarmsbetændelse, og ifølge Internettet gælder det om at kontakte lægen straks, så det ikke ender med, at blindtarmen sprænger.

Lægen på skadestuen gav mig ret i, at det kunne være blindtarmsbetændelse, så hun sendte mig videre til hospitalet i Málaga – det, der hedder Hospital Universitario Virgen de la Victoria.

Jeg fik nogle papirer med, som jeg skulle aflevere på hospitalet, hvor der stod lidt om mistanken. Hun nævnte, at jeg ikke skulle spise eller drikke noget, da de nok ville operere mig, og derfor skulle jeg faste.

Jamen ok, så spiser jeg ikke noget, tænkte jeg. Og så kørte jeg til Málaga. Vi havde jo børnene hjemme, så Per og jeg blev enige om, at det var bedst, at jeg selv kørte derind i første omgang, og så blev han hjemme ved børnene. Man ved jo aldrig, hvor lang tid den slags ting tager, og vi ville heller ikke belemre vores venner med børnene i så mange timer en sen torsdag aften:-)

‘Hospital Clínico’, som dette hospital kaldes, har en speciel indgang til ‘Urgencias’ omme på den modsatte side af bygningen, i forhold til den almindelige hovedindgang.

Her på skadestuen afleverede jeg først mine papirer ved skranken, og så ventede jeg en smule i et venteværelse. Derefter blev jeg kaldt ind til en slags ‘sortering’, hvor de spurgte ind til problemet, registrerede nogle oplysningerne og sendte mig videre til et nyt venteværelse.

Her ventede jeg så igen en smule, og så blev jeg kaldt ind til en læge. Han undersøgte mig, spurgte ind til forløbet og så fortalte han, at han gerne ville lave nogle prøver, der kunne hjælpe med at vise, om det var blindtarmsbetændelse eller noget helt andet. Så tog de en blodprøve og så skulle jeg sætte mig ind i et tredje venteværelse, hvor de så ville kalde på mig.

Og her syntes jeg faktisk, at tingene gik ret hurtigt og effektivt – set i forhold til, at man er på en skadestue med en masse ventende mennesker. For imens jeg sad i det venteværelse blev jeg kaldt ind til nogle forskellige prøver og scanninger, og indimellem sad jeg i det samme venteværelser, det blev centrum for det hele. Jo jo, timerne gik da, men jeg skulle faktisk også have taget en del prøver 🙂

Efter disse prøver blev jeg kaldt ind til en ny læge (pga. vagtskifte, tror jeg), som igen undersøgte mig. Hun fortalte, at prøverne ikke viste noget, og at hun gerne ville sende mig hjem med noget smertestillende. Men her spurgte jeg så lidt insisterende ind til, om det var muligt, at det var blindtarmsbetændelse. Og jeg fortalte igen, at dette var en meget ny smerte for mig, og at jeg bestemt mente, at der var noget galt.

Det overvejede hun kort og så besluttede hun sig for at bestille en ultralydsscanning til mig, da dette ville vise (eller udelukke) en blindtarmsbetændelse med sikkerhed.

Ultralydsscanningen foregik med en håndscanner, som man kender den fra graviditeter, og ja, jeg kan godt afsløre, at det gjorde pænt ondt at få kørt en scanner over en betændt blindtarm fra forskellige vinkler. Det tog ret lang tid, for lægen, der foretog scanningen, fortalte at det betændte område ikke var så stort, så det var lidt svært at diagnosticere. Han kaldte endda en kollega ind for også at kigge på mig, og de talte frem og tilbage, men blev også enige om, at det var blindtarmsbetændelse.

Her startede så den del, der ikke var så sjov. For nu sad jeg igen i venteværelset og skulle vente på, at lægen modtog de sidste resultater, og der var klokken altså 2 om natten. Og min mave gjorde MEGET ondt efter ultralydsscanningen. Men omkring kl. 3 blev jeg sendt videre i systemet og ind i et observationsrum, hvor jeg kunne tilbringe resten af natten.

De må jo ikke sende mig hjem, for der er risiko for, at en betændt blindtarm springer, og så bliver det pludselig meget farligere.

Så jeg tilbragte natten i et observationsrum i en lænestol, der kunne lægges ned. Selvom det lyder primitivt, så var det bare så rart at kunne komme til at lægge mig ned og slappe af. På det tidspunkt havde jeg det heller ikke så godt i hovedet og jeg tror også, at jeg havde lidt feber. Men de gav mig drop med væske og lidt smertestillende, så jeg havde det super der i lænestolen 🙂

Efter en times tid (altså stadig midt om natten) blev jeg kaldt ind til de to kirurger, der havde nattevagten. De undersøgte mig også og bekræftede, at deres kollegaer på dagvagten fredag ville operere mig.

Omkring kl. 10 fredag morgen blev jeg så kørt op på en ‘rigtig’ stue på 6. sal. Her skulle jeg så skifte til hospitalstøj og vente på at kirurgerne fik tid til mig. Jeg kom jo fra skadestuen, så min operation var ikke planlagt, og derfor ville de operere mig, når det passede ind i planerne med de mere akutte tilfælde.

Det gav jo helt mening, så jeg ventede bare, så en film på min tlf. og sov lidt. Og Per kom også forbi og besøgte mig 🙂

Henad eftermiddagen begyndte sulten at tære lidt på mig, for da var det 24 timer siden jeg sidst havde fået noget at spise, og jeg vidste jo ikke hvor længe, jeg skulle vente. Men sådan er vilkårene, og jeg syntes egentlig, at jeg tog det pænt og holdt godt ud.

Endelig, ved 18-tiden om fredagen, kom der en portør, og så fik vi ellers travlt med at komme ned på operationsstuen. Så var der åbenbart lige et hul til mig. Det gik fint og det næste, jeg husker, er at vågne på opvågningssalen.

Og I husker, at jeg havde taget det med at faste ret pænt, ikke? Da jeg vågnede fra operationen var der så gået 30 timer siden jeg sidst havde spist, og her fortalte de mig, at jeg ikke måtte få noget at spise før næste morgen. ‘Are you kidding me’??

Men ja, det gav selvfølgelig mening, at jeg ikke måtte få noget lige efter operatione