Jeg har været noget stille her på bloggen i de sidste to måneder, hvilket jeg har lidt dårlig samvittighed over. Det er ikke fordi der ikke sker noget i vores liv, tværtimod er der sket lidt for meget – og af den dårlige slags.

Det startede med en opringning via Messenger en lørdag morgen. Jeg vågnede ved opringningen, og så snart jeg så, at det var min søster, der ringede, vidste jeg, at der var noget galt. Vores kommunikation foregår primært via beskeder på Messenger, og vi ringer sjældent sammen – og da slet ikke uopfordret en lørdag morgen.

Det viste sig, at begge mine søstre var med i opkaldet, og de fortalte, at vores mor aftenen forinden havde fået en kraftig hjerneblødning. Hun var blevet kørt med ambulance til Odense Universitetshospital, hvor hun natten igennem havde ligget med dræn i hovedet. Hun var nu – lørdag formiddag – blevet kørt ind til operation, hvor lægerne ville lukke blødningen og forhindre yderligere skade.

Blødningen havde været meget stor, fortalte de, og det så ikke godt ud.

De fortalte en del om, hvad det var for en operation, mor var ved at få lavet, men jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke længere var i stand til at høre efter. Det eneste, jeg tænkte på, var hvor hurtigt jeg kunne komme på et fly til Danmark.

Da jeg havde lagt telefonen og givet mig selv 5 minutter til at græde, tog jeg mig sammen og begyndte at tænke på det praktiske.

Det var utrolig vigtigt for mig at komme på et fly hurtigst muligt. Mine søstre havde gjort det meget klart, at det var en svær blødning, og det eneste, jeg på det tidspunkt kunne tænke på, var at jeg var nødt til at komme til Danmark for at sige farvel. Jeg ville ikke kunne bære tanken om at være i Spanien, hvis min mor gik bort.

Per har også et tæt forhold til min mor og var selvfølgelig også meget berørt af det, men han bakkede 100% op om mit behov for at komme til Danmark med det samme. Han og børnene ville ikke være i stand til at komme så hurtigt af sted, så vi var enige om, at det blot var mig, der skulle hoppe på et fly, og så kunne de følge efter senere.

Jeg fandt et fly, der afgik 2½ time senere, og imens jeg bookede billetten, hjalp Per med at finde kuffert og pakke. Det skulle bare gå stærkt, hvis jeg skulle nå det.

Jeg tog alt det vintertøj, jeg kunne finde i skabet og kastede ned i kufferten sammen med mine toiletsager. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle blive i Danmark, så jeg pakkede også min pc og mine arbejdsting med, så jeg kunne arbejde fra Danmark.

En lille time senere holdt vi ved lufthavnen, og jeg skyndte at sige farvel til Per og børnene. Det var mærkeligt at skulle tage afsked med dem så pludseligt og uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men på det tidspunkt var mit hovedfokus stadig at nå til Danmark i tide.

Da jeg var kommet ind i lufthavnen havde jeg et kvarters tid inden boarding, og jeg fandt det mest afsides sted i lufthavnen og gav mig til at stortude. For hold fast, hvor var jeg bare ked af det.

Og så startede den længste flyvetur i mit liv. Meget af turen løb tårerne ned af mine kinder, for jeg frygtede, at jeg efter de mange timers flyvetur ville få at vide, at jeg ikke nåede det. At hun ikke klarede operationen.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme til Danmark. Det ville jo ikke gøre nogen forskel for min mor. Men det hænger nok sammen med den store frygt, som mange af vi udlandsdanskere har, nemlig at der sker noget med vores kære, imens vi er mange tusinde km væk. På en eller anden måde følte jeg, at det ville gøre det bedre, hvis jeg blot var på dansk jord, omend jeg i sagens natur ikke ville få en chance for at tale med hende.

Da vi var på jorden igen og jeg tændte min tlf. blev jeg lettet over at se en positiv sms, hvor der stod, at mor havde klaret den igennem operationen, og at det var gået, som det skulle.

Jeg kunne derfor (en smule roligere) sætte mig i toget og køre imod Odense Banegård, hvor mine søstre ventede på mig. Da jeg ankom havde jeg rejst i 6½ time. På den ene side er det utroligt, at det kunne lade sig gøre at komme frem så hurtigt og på den anden måde, var det bare alt for lang tid.

Mine to søstre (til højre) og mine niecer (til venstre) kigger udover Odense Å på en af vores gåture

Vi skyndte os op på Neurointensiv Afdeling, hvor jeg kunne se mor og holde hende i hånden. Det var ikke noget rart syn, for hun lå i kunstigt koma med respirator og med to dræn i hovedet. Men bare det at være der, gav mig en ro i kroppen.

Jeg havde masser af muligheder for at overnatte i enten Kolding (hos min søster) eller i Vejle (hos min far), men jeg følte, at det var for langt væk fra Odense, så jeg indlogerede mig på patienthotellet sammen med min ældste søster, der også følte, at hendes hjem i Århus var for langt væk.

Den næste uge var den mærkeligste uge i mit liv. Vi havde sat vækkeuret til kl. 6 hver morgen, så vi kunne nå at gå over på stuen og tale med natsygeplejersken inden der var vagtskifte. Der var rart lige at høre fra den vagthavende selv, hvordan tallene så ud, om trykket i hovedet var ok, og om udtrapningen af komaen gik, som det skulle. Derefter tog vi tilbage til værelset, arbejdede et par timer (siddende med hver vores bærbare på sengene), og op ad formiddagen tog vi igen over for at se til mor og sad i pårørenderummet. Omkring på dette tidspunkt kom min anden søster også kørende hver dag fra Kolding i bil, og hvis vi var heldige, var der nyt fra lægen