– Og pludselig er 3.000 km alt for langt væk!

Jeg har været noget stille her på bloggen i de sidste to måneder, hvilket jeg har lidt dårlig samvittighed over. Det er ikke fordi der ikke sker noget i vores liv, tværtimod er der sket lidt for meget – og af den dårlige slags.

Det startede med en opringning via Messenger en lørdag morgen. Jeg vågnede ved opringningen, og så snart jeg så, at det var min søster, der ringede, vidste jeg, at der var noget galt. Vores kommunikation foregår primært via beskeder på Messenger, og vi ringer sjældent sammen – og da slet ikke uopfordret en lørdag morgen.

Det viste sig, at begge mine søstre var med i opkaldet, og de fortalte, at vores mor aftenen forinden havde fået en kraftig hjerneblødning. Hun var blevet kørt med ambulance til Odense Universitetshospital, hvor hun natten igennem havde ligget med dræn i hovedet. Hun var nu – lørdag formiddag – blevet kørt ind til operation, hvor lægerne ville lukke blødningen og forhindre yderligere skade.

Blødningen havde været meget stor, fortalte de, og det så ikke godt ud.

De fortalte en del om, hvad det var for en operation, mor var ved at få lavet, men jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke længere var i stand til at høre efter. Det eneste, jeg tænkte på, var hvor hurtigt jeg kunne komme på et fly til Danmark.

Da jeg havde lagt telefonen og givet mig selv 5 minutter til at græde, tog jeg mig sammen og begyndte at tænke på det praktiske.

Det var utrolig vigtigt for mig at komme på et fly hurtigst muligt. Mine søstre havde gjort det meget klart, at det var en svær blødning, og det eneste, jeg på det tidspunkt kunne tænke på, var at jeg var nødt til at komme til Danmark for at sige farvel. Jeg ville ikke kunne bære tanken om at være i Spanien, hvis min mor gik bort.

Per har også et tæt forhold til min mor og var selvfølgelig også meget berørt af det, men han bakkede 100% op om mit behov for at komme til Danmark med det samme. Han og børnene ville ikke være i stand til at komme så hurtigt af sted, så vi var enige om, at det blot var mig, der skulle hoppe på et fly, og så kunne de følge efter senere.

Jeg fandt et fly, der afgik 2½ time senere, og imens jeg bookede billetten, hjalp Per med at finde kuffert og pakke. Det skulle bare gå stærkt, hvis jeg skulle nå det.

Jeg tog alt det vintertøj, jeg kunne finde i skabet og kastede ned i kufferten sammen med mine toiletsager. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle blive i Danmark, så jeg pakkede også min pc og mine arbejdsting med, så jeg kunne arbejde fra Danmark.

En lille time senere holdt vi ved lufthavnen, og jeg skyndte at sige farvel til Per og børnene. Det var mærkeligt at skulle tage afsked med dem så pludseligt og uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men på det tidspunkt var mit hovedfokus stadig at nå til Danmark i tide.

Da jeg var kommet ind i lufthavnen havde jeg et kvarters tid inden boarding, og jeg fandt det mest afsides sted i lufthavnen og gav mig til at stortude. For hold fast, hvor var jeg bare ked af det.

Og så startede den længste flyvetur i mit liv. Meget af turen løb tårerne ned af mine kinder, for jeg frygtede, at jeg efter de mange timers flyvetur ville få at vide, at jeg ikke nåede det. At hun ikke klarede operationen.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme til Danmark. Det ville jo ikke gøre nogen forskel for min mor. Men det hænger nok sammen med den store frygt, som mange af vi udlandsdanskere har, nemlig at der sker noget med vores kære, imens vi er mange tusinde km væk. På en eller anden måde følte jeg, at det ville gøre det bedre, hvis jeg blot var på dansk jord, omend jeg i sagens natur ikke ville få en chance for at tale med hende.

Da vi var på jorden igen og jeg tændte min tlf. blev jeg lettet over at se en positiv sms, hvor der stod, at mor havde klaret den igennem operationen, og at det var gået, som det skulle.

Jeg kunne derfor (en smule roligere) sætte mig i toget og køre imod Odense Banegård, hvor mine søstre ventede på mig. Da jeg ankom havde jeg rejst i 6½ time. På den ene side er det utroligt, at det kunne lade sig gøre at komme frem så hurtigt og på den anden måde, var det bare alt for lang tid.

Vi skyndte os op på Neurointensiv Afdeling, hvor jeg kunne se mor og holde hende i hånden. Det var ikke noget rart syn, for hun lå i kunstigt koma med respirator og med to dræn i hovedet. Men bare det at være der, gav mig en ro i kroppen.

Jeg havde masser af muligheder for at overnatte i enten Kolding (hos min søster) eller i Vejle (hos min far), men jeg følte, at det var for langt væk fra Odense, så jeg indlogerede mig på patienthotellet sammen med min ældste søster, der også følte, at hendes hjem i Århus var for langt væk.

Den næste uge var den mærkeligste uge i mit liv. Vi havde sat vækkeuret til kl. 6 hver morgen, så vi kunne nå at gå over på stuen og tale med natsygeplejersken inden der var vagtskifte. Der var rart lige at høre fra den vagthavende selv, hvordan tallene så ud, om trykket i hovedet var ok, og om udtrapningen af komaen gik, som det skulle. Derefter tog vi tilbage til værelset, arbejdede et par timer (siddende med hver vores bærbare på sengene), og op ad formiddagen tog vi igen over for at se til mor og sad i pårørenderummet. Omkring på dette tidspunkt kom min anden søster også kørende hver dag fra Kolding i bil, og hvis vi var heldige, var der nyt fra lægen efter stuegang.

Og så sad vi der i pårørenderummet og snakkede og skiftedes til at gå ind på mors stue. Jeg havde min pc med, og var også online på telefonen, så når der var brug for mig på arbejdet, svarede jeg. Min far – der har været separeret fra min mor i 20 år – kom også jævnligt på besøg for at støtte os i den svære tid. Aftensmaden foregik på caféen på hospitalet, eller vi spiste sandwiches og rugbrød, som min søster medbragte dagligt.

Efter den første uges tid var vi ovre de værste komplikationer efter operationen, og vi besluttede at tjekke ud af patienthotellet, og jeg flyttede hjem til min far. Her satte han et arbejdsbord op med en ekstra skærm, og jeg havde lidt bedre mulighed for at få arbejdet.

Det var dejligt at komme ud af den konstante hospitalslugt (som også er på patienthotellet), men det var stadigvæk nogle travle dage.

Min chef og mine kolleger var rigtig søde, og jeg gav en masse af mit arbejde fra mig. Men i min stilling er der mange, der skal have et svar fra mig for at kunne komme videre, så jeg kan ikke så godt være offline i længere tid ad gangen. Og jeg havde også lige fået et nyt projekt ind, som krævede min opmærksomhed. Så jeg gjorde mit bedste for at ‘nå det hele’.

Så når jeg vågnede, satte jeg mig til at arbejde så meget, som jeg kunne nå, indtil min søster kom forbi for at tage mig med til Odense. Så var vi på hospitalet i de næste mange timer, indtil vi kørte hjem sent om eftermiddagen. Så fik vi lidt at spise hos min far, jeg arbejdede lidt mere, og omkring kl. 23 var jeg for træt til at lave mere og måtte gå i seng.

Min far var simpelthen fantastisk i de dage. Han hjalp med alt, han kunne, lavede mad, og gav mig ‘plads’ til både at få arbejdet og at være i Odense.

Under normale omstændigheder tror jeg da, at det ville være sjovt at have mig boende, men jeg var simpelthen så stresset, forvirret og ked af det, at jeg sgu ikke har været særlig godt selskab 🙂 Men det beklagede min far sig ikke over, han var bare glad for, at han kunne hjælpe og være en støtte for mine søstre og jeg.

Efter 2 uger i Danmark tog jeg flyet hjem.

Det var utrolig svært, og jeg græd, da jeg havde sagt farvel for nu til min mor (der på det tidspunkt var ved at vågne op, men ikke forstod noget endnu).

Det var en svær beslutning, for jeg ville rigtig gerne blive i Danmark og følge fremgangen og være tæt på hende. Men på det tidspunkt var jeg simpelthen så ‘brugt’, og jeg trængte til at komme hjem og ikke mindst til at være sammen med Per og børnene. Jeg havde aldrig før været væk fra børnene i så lang tid, og jeg savnede dem vildt meget. Der er også noget ekstra svært ved at være midt i sådan en situation uden at have sin ‘base’ omkring sig, og jeg manglede Per at tale med.

Men det var også den rigtige beslutning at komme hjem på det tidspunkt, kunne jeg mærke. Jeg kunne ikke have klaret det meget længere. Men som forventet gik der ikke mange dage, før jeg igen havde lyst til at flyve til Danmark. Jeg følge mig splittet i to halvdele, for jeg ville gerne være både i Spanien i Danmark, og jeg følte, at der var et behov for, at jeg var begge steder.

Jeg vidste dog også godt, at det ikke ville give mening at tage til Danmark så hurtigt, og Per foreslog, at vi fandt nogle billige billetter ca. 3 uger senere. Så kunne vi alle fire tage af sted, og vi kunne få det planlagt lidt bedre. Det passede mig rigtig godt, og så havde jeg igen lidt ro i maven, selvom jeg syntes, at det var svært at være så langt væk.

Her midt i oktober rejste vi så allesammen til Danmark, og hvor var det bare dejligt at se min mor igen. Hun er pt. på rehabiliteringscenteret i Hammel, hvor de virkelig tager sig godt af hende, og hun er allerede nået rigtig langt i sin genoptræning. Hun kunne sagtens genkende os (hvilket jeg jo havde frygtet, at hun ikke kunne), og hun virkede glad og tilfreds. Der er stadig lang vej, og vi kender stadig ikke prognoserne, men bare det, at hun ikke har smerter, og at hun er glad, det var en utrolig stor lettelse at se.

Så denne gang, da vi vendte hjem til Spanien, var det uden den der splittelse.

Den nye situation kommer til at betyde, at vi tager nogle flere smutture til Danmark. Min mor plejede jo at besøge os hernede et par gange om året, og eftersom hun ikke længere kan det, må vi sørge for at komme til Danmark lidt oftere.

Så det er sådan, det kommer til at være fremover.

Efter at vi flyttede til Spanien har en situation som denne været det, vi frygtede mest. For vi kan bare ikke være der på samme måde, når vi bor i et andet land. Og jeg troede også, at vi havde forberedt os på, at der en dag ville komme en trist opringning – men man kan nok ikke forberede sig på sådan noget alligevel.

Det komiske er, at stod det til min mor, ville hun havde insisteret på, at jeg ikke skulle komme til Danmark. Hun har tidligere været indlagt med noget semialvorligt, hvor hun bad min søster om ikke at ringe til mig, da hun ikke ville gøre mig nervøs, når jeg nu var så langt væk. Jeg skældte dengang min mor ud (for sjov), for selvfølgelig ville jeg da vide det – også selvom jeg bor i Spanien. Så det med at jeg panisk hoppede på et fly ville mor sikkert have syntes var overdrevet – men mon ikke hun havde gjort det samme i den omvendte situation 🙂

Skal man finde noget positivt i denne skodsituation, så er det, at mine søstre og jeg er kommet endnu tættere på hinaden trods den store afstand imellem os. Vi har været gode til at støtte hinanden, og jeg har mine søstres fulde opbakning i at være i Spanien, imens de lige nu ‘tager teten’. Og de er gode til at holde mig opdateret, så snart der er noget nyt. Jeg er meget taknemmelig for mine skønne søstre (og min far), og jeg føler, at der er helt ‘styr på tingene’ i Danmark.