Vi føler, at vi har ‘vundet’ utrolig meget ved at være flyttet til Spanien, men vi er også godt klar over, at vi har givet afkald på noget vigtigt. Vi har et meget tæt forhold til både forældre og søskende, og vi har fantastiske minder om dage og aftener i selskab med familien. Og det kan vi ikke længere – lige kigge forbi til en kop kaffe og en snak.
Jeg kan godt blive trist indimellem ved tanken om, at jeg er så langt væk fra min familie, og jeg frygter for, at én jeg holder af, skulle blive syg uden at jeg kan være der. Det er prisen, vi betaler for vores beslutning.
Heldigvis er der jo utallige måder, hvorpå vi kan holde kontakten i det daglige, hvilket vi benytter os flittigt af. Vi Skyper meget ofte med mine svigerforældre, og det er lige så afslappet, som hvis vi sad i samme stue. Hvis vi lige har oplevet et eller andet spændende, kan vi sagtens finde på at ringe op til dem blot for at fortælle, hvad vi har oplevet. Det fungerer rigtig godt for begge parter.
Vi bruger også Messenger rigtig meget, og jeg skriver ofte med min mor. Både løs snak og de praktiske spørgsmål som ‘hvor længe skal kyllingen have i ovnen?’ (Det må man altså også godt spørge sin mor om, selvom man er voksen og i øvrigt bor 2400 km væk :-))
Hertil kommer, at folk er helt fantastiske til at rejse ned for at besøge os. Vi er simpelthen så taknemmelige for, at de har lyst til at bruge deres penge og deres fritid på at komme hele vejen herned, og vi glæder os som små børn til hvert eneste besøg.
Og fik jeg nævnt pakkerne?
Adskillige familiemedlemmer har fået den idé at sende pakker herned med gaver, dansk slik, tøj til børnene eller hvad de lige kan finde på. Og jeg sværger, at uanset om pakken indeholder strømper til børnene eller lakridspulver til mig, så bliver jeg bare SÅ rørt og taknemmelig for, at der er nogen i Danmark, der tænker på os og har lyst til at forkæle os. Det varmer om hjertet og minder mig om, at selvom vi er ude af syne, er vi ikke ude af sind.
Hvordan tog familien det?
Jeg bliver ofte mødt med spørgsmålet om, hvordan vores familier tog det, da vi fortalte om vores beslutning.
Jeg kan tydeligt huske min svigermors kommentar om, at det er ok, at vi flytter, men at tage børnebørnene med?! Det var en meget rammende kommentar, for hun havde jo ret. Det var ikke kun en beslutning, vi tog på egne vegne, det var en beslutning som også ville have kæmpestor indflydelse på vores børns liv. Og sådan bare at frarøve bedsteforældre deres børnebørn, det er skisme da ikke pænt gjort.
Den sad… Og den kommentar har nok dannet grundlaget for de største samvittighedskvaler, jeg har følt i forbindelse med vores flytning.
Jeg tror, at lige da vi fortalte det, kom det som en overraskelse for alle, og jeg er sikker på, at der var flere hold, der tænkte, at det nok var en fiks idé, der hurtigt ville gå over. Jeg er dog overbevist om, at efterhånden som planerne udviklede sig, kunne de alle tydeligt se, at tilværelsen, som vi planlagde, ville være helt perfekt til os som personer og som familie. Måske er det også grunden til, at de har hjulpet os hele vejen igennem processen og stået bag os. Også min skønne svigermor med den rammende kommentar 🙂
Så når nogen spørger mig, svarer jeg, at jeg synes, at de har taget det helt fantastisk godt. De savner os (håber jeg da), men kan se, hvor godt vi har det og er glade på vores vegne. Og så holder vi jo kontakten, så værre er det ikke.