Merienda, hvad er det?
Jo, nu skal du høre… Det er det mellemmåltid, som børn spiser imellem frokost og aftensmad. Spanierne spiser typisk frokost ved 14.30-tiden, og for ikke at være sultne helt til aftensmaden ved 21/22-tiden, får børnene en snack omkring kl. 17.00.
Grunden til, at jeg finder dette relevant at nævne her på siden, er at dette lige er noget, man skal vænne sig til som dansker. Når vi laver legeaftaler med børnenes kammerater er det ofte ‘en la tarde’ (om eftermiddagen), hvilken praktisk talt betyder kl. 17-20. Og hvis man sender sine børn ud at lege hos en spansk familie kl. 17.00 kan du være ret sikker på, at de skal hygge sig med at spise ‘merienda’, hvilket ifølge vores erfaring ofte består af juice/kakao og chokoladekiks eller anden kage.
Jeg tror faktisk aldrig nogensinde, at jeg har set en nogenlunde sund merienda, bestående af gulerodsstænger, pølsehorn eller lignende.
De mange gange, vi har mødtes med venner i parken, har disse altid haft nogle snacks med, hvis det foregik om eftermiddagen. Så efterhånden har vi lært at have en pakke chokoladekiks i skabet, så vi også lige kan tage lidt snacks med i parken og bidrage til festmåltidet 🙂