At leje en lejlighed i Spanien kan være kompliceret
Hvordan man finder sin lejlighed i Spanien, er et af de mest omdiskuterede emner i spaniensdanskernes Facebook-grupper: Hvor skal man lede? Skal man benytte en ejendomsmægler? Hvad skal man være opmærksom på?
Der er generelt en angst for at blive snydt af udlejerne, og en frygt for, at lejligheden ikke svarer til forventningerne. Og jeg kan såmænd godt forstå denne nervøsitet … I mange tilfælde bor man stadig i Danmark, imens man forsøger at navigere rundt i junglen af udlejere og ejendomsmæglere og finde den perfekte lejlighed, der ligger mange hundrede kilometer væk.
Derfor har jeg her samlet nogle gode råd og anbefalinger til jer, der er i gang med at søge lejlighed i Spanien. Det er anbefalinger, som både stammer fra mine egne erfaringer, fra en god snak med en jurist samt fra gode råd og historier, som jeg har læst i Facebook-grupperne i løbet af de sidste par år.
1. Se lejligheden inden I underskriver en kontrakt
Når man planlægger at flytte til Spanien, bor man (i de fleste tilfælde) stadig i Danmark, og man skal jo helst gerne have en lejlighed så snart man ankommer til sit nye hjemland.
Men det er en virkelig dårlig idé at leje en lejlighed kun ud fra billeder, som man har set på internettet. Billeder kan snyde, og korrespondance med en udlejer/ejendomsmægler via telefon eller e-mail er heller ikke det samme som at kunne diskutere tingene face to face.
Jeg har hørt adskillige historier om lejligheder, der ikke var som forventet, så det er i mine øjne helt afgørende, at man har besigtiget lejligheden, inden man underskriver en lejekontrakt.
Som jeg ser det, er der to muligheder:
Mulighed 1:
Tag en sviptur til Spanien et par måneder før I skal flytte, og tag i denne forbindelse rundt for at se på en masse lejligheder. Så har I mulighed for at lære nogle områder at kende, sammenligne lejligheder og få et indtryk af, hvad man kan få for pengene. Når I så har fundet den rigtige lejlighed, kan I takke ja til udlejeren/mægleren. De afsluttende detaljer såsom underskrift af lejekontrakt og indbetaling af depositum kan I sagtens klare, efter at I er taget tilbage til Danmark igen, men det at I har set lejligheden med egne øjne og fået fornemmelsen af den, er simpelthen så vigtigt!
Mulighed 2:
Lej jer ind på et hostel eller hotel i et par uger fra ankomsdatoen. Dermed har I tid til at tage rundt og finde en lejlighed, efter at I er ankommet.
Denne fremgangsmåde kan føles lidt mere ‘risikabel’, fordi det er svært at forudse, hvor lang tid det vil tage at finde den perfekte lejlighed. Har man børn, vil man jo også gerne præsentere dem for deres ‘nye hjem’ straks, uden at skulle ture rundt og se på lejligheder. Hvis man ikke har børn med, er dette dog en supergod fremgangsmåde, da man bedst får fornemmelsen af de forskellige byområder, når man rent faktisk bor hernede og er i gang med at starte sit nye liv.
2. Brug ejendomsmægler eller få lokalkendt hjælp
Ét af de helt store spørgsmål er, hvorvidt man skal indgå en aftale direkte med en privat udlejer, eller om man vil gå igennem en ejendomsmægler, som jo tager et gebyr for at være mellemled.
Vi lejede selv via en ejendomsmægler, og jeg må sige, at som nytilflyttere var det en dejlig tryghed, at vi kunne tale med en (engelsktalende) ejendomsmægler, der tog sig af alt det praktiske og kunne svare på alle vores spørgsmål. Vi betalte en halv måneds husleje som gebyr for hans hjælp, og jeg syntes, at det var godt givet ud for at have et professionelt mellemled.
Hvis man ikke benytter sig af en ejendomsmægler (eller en advokat), vil jeg anbefale, at man får rådgivning og hjælp af en lokalkendt person, som kan hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål. At leje en lejlighed her i Spanien er jo meget anderledes end at leje én i Danmark, så det er en god idé at have én med på sidelinjen, der både kender området og noget om, hvordan systemet fungerer hernede.
3. Kend vilkårene i lejekontrakten
Hvis man får en spansk lejekontrakt stukket i hånden, kan det være fristende blot at skrive under – men hvad er det egentlig, man skriver under på?
Få én til at oversætte lejekontrakten, så I kender alle vilkårene og ikke skriver under på noget, som er helt urimeligt.
Der findes mange myter om spanske lejeaftaler. Blandt andet hører man ofte, at hvis man lejer i 11 måneder eller herunder, har man en ‘korttidskontrakt’. Dette passer imidlertid ikke. Spansk lovgivning skelner ikke imellem korttids- og langtidslejemål. De to typer lejekontrakter afhænger derimod af, hvorvidt lejeboligen er lejers hjem.
Læs mere om de spanske lejekontrakter, rettigheder og depositum her: Fakta om spanske lejekontrakter
4. Vær opmærksom på sommerperioden
Hvis man gerne vil indgå et langtidslejemål med start den 1. juli eller 1. august, er realiteten den, at udvalget er mindre, end hvis man gerne vil indgå en lejeaftale den 1. januar.
Grunden er, at udlejerne i sommerperioden kan udleje til ferieboligpris og få en meget større indtjening, end hvis de udlejer til langtidsleje. Derfor vil mange udlejere, der har ledige lejligheder, gerne vente med at indgå en aftale om langtidsleje, indtil sommerferien er slut.
Hvis der er en lejer, som er villig til at indgå en aftale om langtidsleje kan det godt virke mærkeligt, at udlejerne gider at have besværet med at udleje på ugebasis i sommerperioden. Men der er økonomisk krise hernede, så hvis der er mulighed for at tjene lidt ekstra, tager man gerne besværet.
Jeg siger ikke, at det er umuligt at finde et langtidslejemål i sommerperioden, jeg siger blot, at udvalget er mindre, og at man godt kan komme ud i en situation, hvor man har fundet drømmelejligheden, men hvor udlejer først vil udleje fra 1. september.
Så vær opmærksom på tidspunktet, når I søger efter lejlighed …
5. Hav styr på jeres krav og ønsker
Hvad kræver I af jeres lejlighed? Skal der være kælderrum, swimmingpool, a/c eller opvaskemaskine?
Husk at lave en tjekliste over ønsker og krav til jeres kommende lejlighed.
Her er et par ting som er værd at overveje:
- Ønsker I el eller gas?
I nogle lejligheder er der koblet gas til vandvarmeren, og i andre lejligheder kører den via el. El er jo dejligt bekvemt, for så skal man ikke selv sørge for noget, men gas-løsningen er billigere. - Møbleret eller umøbleret?
Her skal nævnes, at langt de fleste lejligheder udlejes møblerede. - Opvaskemaskine?
- Aircondition (kold luft)? I hvor mange rum?
- Aircondition til opvarmning (varm luft)? I hvor mange rum?
- Parkeringsplads?
- Kælderrum?
- Swimmingpool?
- Elevator?
- Terrasse eller lille balkon?
- I hvilken retning skal terrassen/balkonen vende?
- Afstand til strand, tog, bus, indkøbsmuligheder?
6. Forvent ikke, at lejligheden er som en dansk lejlighed
Det kan være svært at forestille sig, hvordan det er at bo i en lejlighed i Spanien, før man har prøvet det. For sandheden er, at det er noget anderledes end at bo i en dansk lejlighed (her taler jeg om helt normale, spanske lejligheder).
Kolde vinterlejligheder
Den største forskel er, at lejlighederne hernede ikke er isolerede og ikke har centralvarme, som vi kender det fra Danmark. I 90% af året er det ikke noget, man tænker over, for i de fleste måneder er temperaturen høj, og man nyder, at man ikke skal bruge penge på opvarmning af lejligheden.
I den koldeste periode af året er det dog nødvendigt at opvarme sin lejlighed, og så kan man mærke, at man ikke har isolering eller gulvvarme 🙂
Opvarmning sker enten ved aircondition (hvis man har dette), flytbare radiatorer, gasovne og lignende. Men selvom man varmer op ved hjælp af en af disse, får man bare ikke den der vinterhyggelige opvarmning, som man får med centralvarme og et topisoleret hus. Vi gør i hvert fald ikke i vores lejlighed 🙂 Når det er rigtig koldt, bliver det ved med at være fodkoldt på grund af det uopvarmede klinkegulv, og det føles som om, at det trækker ind ved fodpanelerne, når det blæser.
Det er altså noget, man lige skal vænne sig til. Heldigvis varer det kun et par uger, før temperaturen igen stiger, og det ikke længere er nødvendigt at varme lejligheden op med andet end solen, der skinner ind ad vinduerne.
Anderledes brug af indearealet
En anden ting, der er en smule anderledes i Spanien, er arealet i lejligheden. Forstået på den måde, at man bruger arealet helt anderledes i Spanien end man gør i Danmark. På grund af de høje temperaturer og alle de lyse timer, befinder man sig mere ude på terrassen eller ‘i byen’, og man tilbringer færre timer inde i lejligheden.
Nu kan jeg selvfølgelig ikke tale for alle spaniensdanskere, men jeg kan i hvert fald se en markant forskel i vores eget adfærdsmønster. Vi har en lille lejlighed, men til gengæld fungerer vores store terrasse som en udvidelse af stuen, og de fleste dagtimer bliver faktisk brugt udenfor, i de lune måneder. Derfor trives vi i en lejlighed, som med sikkerhed ville have været alt for lille til os, hvis vi havde boet i det danske klima.
Tør man leje af en ikke-dansk udlejer?
Det korte svar er = ja.
Ligesom alle andre, har jeg selvfølgelig også hørt historier om personer, der er blevet snydt til at betale depositum af svindlere, der slet ikke ejede nogen lejlighed. Og historier om, at en lovet lejlighed slet ikke var i den forventede stand.
Der vil altid være svindlere, der forsøger at snyde sig til lette penge – og vi, der ofte indgår lejeaftaler på lang afstand, er desværre nemme ofre. Jeg vil derfor anbefale, at følge ovennævnte anbefalinger for at have mest mulig tryghed i aftalen. Se lejligheden, få hjælp af en mægler/lokalkendt, og kend vilkårene i lejekontrakten, inden du underskriver og indbetaler et depositum. Det er måden, hvorpå du sikrer dig bedst, og dette er præcis det samme, som man ville gøre i Danmark.
Hvorvidt udlejeren er dansk, spansk eller engelsk, er i mine øjne ligegyldigt. Ligesom med alt andet, kan man være enten heldig eller uheldig med sin udlejer, og dette er uanset udlejerens nationalitet.
Vi har selv en spansk udlejer, som er helt igennem sød og hjælpsom. Efter at aftalen var indgået med ejendomsmægleren, har den løbende kommunikation foregået direkte med udlejeren, og alt er forløbet fornuftigt.
Vidste du, at du kan tjekke om en udlejer rent faktisk ejer lejligheden?
‘Antal værelser’ beregnes anderledes end i DK
Forslag til lejlighedssøgning:
www.fotocasa.es
www.idealista.com
www.enalquiler.com/
www.malagaferieboligudlejning.dk
Facebook-gruppen ‘All costal long term rentals‘
– Kontakt en ejendomsmægler
– Tag kontakt direkte til udlejer via en af de mange ’til leje’-skilte, der hænger på bygningerne
Vær opmærksom på, at på mange boligportaler er annoncerne ikke 100% opdaterede – så man kan sagtens risikere, at en lejlighed er udlejet, selvom den vises på en boligportal. Der er især visse mæglerfirmaer, som er langsomme til at opdatere deres annoncer på portalerne, desværre.
Ordliste – når du søger lejlighed
Så her kommer en lille ordliste, der kan gøre det lidt nemmere at læse de spanske annoncer:
Vivienda – privatbolig
Comprar – købe
Alquilar – leje
Planta – sal (f.eks. 3. sal)
Piscina – swimmingpool
Cocina equipada – udstyret køkken
Lavadora – vaskemaskine
Lavavajillas – opvaskemaskine
Terraza – terrasse
Precio – pris
Superficie – areal
Desde – fra
Hasta – til
Habitaciones – værelser
Baños – toiletter
Ascensor – elevator
Amueblado – møbleret
Calefacción – aircondition med varm luft
Jardín – have
Estado – stand (buen estado = god stand)
Pingback: Ufordringer, når man skal flytte til udlandet | eventyrispanien
Tak for henvisningen til denne artikel fra din blog 🙂
Mvh. Sarah
Også en tak fra mig for henvisningen 🙂
Mange tak også fra mig
Hvordan i forhold til møbleret lejlighed/ikke møbleret lejlighed, hvad har i? Jeg ville ikke bryde mig om, ikke at have mine møbler med mig, og ikke at kunne bestemme hvordan lejligheden skal indrettes 🙂
Hej Christina.
Det er jo meget normalt at leje møblerede lejligheder hernede – og det gør vi også. Dermed kunne vi nøjes med 12 flyttekasser med vores personlige ting – alle møblerne var i lejligheden. Det er dog også muligt at finde umøblerede lejligheder, der er bare lidt længere imellem dem.
Mvh. Sarah
Hej
Hvad gør spanierne egentlig?, lejer de også møblerede lejligheder?
mvh Christinas far 🙂
Ja, spanierne lejer også møbleret. Det er meget almindeligt.
Mvh. Sarah
Hej Sarah, tusind tak for nogle gode råd. Min Far skal se en lejlighed i morgen og i den forbindelse er han blevet bedt om har tage 800euro med i kontanter. 400 depositum og 400 til agent fee. Den månedlige leje er 400 euro. Han vil få kontrakten og nøgler når han betaler beløbet. Er det normalt? Og kan han trygt gøre det? Agenten arbejder for COSTA SOL RENTALS og er svensk. Tusind tak for din hjælp.
Hej Trine.
Normal kotume er at man først ser lejligheden, og hvis man så gerne vil have den, mødes man til underskrift. Og her er det så også normalt at han tager depositum og agent fee med.
Folk hernede tager det med at man kan betale depositum meget alvorligt, fordi de ofte er ude for, at folk ikke kan betale, når det kommer til stykket.
Men jeg har aldrig oplevet at skulle have penge med kontakt ud til en besigtigelse uden overhovedet at have sagt ja.
Men ja, det er normalt at få kontrakt og nøgler ved betaling – men det hele skal selvfølgelig ske samtidigt, så han ikke giver nogen penge uden at have fået dokumentationen for at han er lejer af lejligheden.
Mvh. Sarah
Har været inde på denne blog op til flere gange, hver gang et nyt dilemma dukker mop i forbindelse med at leve og bo i Spanien, så er det din blog jeg tjekker ud først… Og Tak for din tid og gode svar …..
Hej Sarah
Super fin blog! Og især også indslaget om at finde lejlighed i Spanien.
Jeg skal selv til at skrive en mere målrettet guide mod især unge danskere mellem 18-30 år, der flytter hernede i en kortere eller længere periode. Er det ok jeg låner et par tips og tricks?
Mvh Rasmus Mondrup
Hej Rasmus.
Jeg er glad for, at du kan bruge den.
Tak fordi du spørger, og ja, du må gerne låne lidt fra den. Men hvis du til gengæld vil kreditere mig lidt og linke til bloggen, vil det være rigtig fint.
Mvh. Sarah
Super, det skal jeg selvfølgelig nok 🙂
Vi påtænker muligvis om 5-7 år at flytte herned og nyder din Blog med en masse gode oplysninger. Vi er lige nu i Marbella, desværre er vores søn syg med halsbetændelse, så vi er glade for at have rejseforsikring på ham også. Hvis vores flytning bliver til noget til den tid, så kan vi observere at det er ret vigtigt for lejen eller købet at finde ud af om der er larm på stedet. Dette er der ikke så meget om dagen, det er mere sent på aftenen det sker. Man kan nogen steder høre naboerne meget, når de opholder sig ude (eller på altaner). Vores 13 dages rundtur gik til Granada-Córdoba-Sevilla-Ronda og nu i Marbella. I Marbella har vi lejet (Airbnb) på 11 etage 3 kilometer væk fra stranden, i den tro at der nok ikke var så meget larm. Men nej, der er folk der har haft party og har råbt og skreget på altanerne. Vi hører det som om vi er tilstede, for husene er jo ikke isolerede og ej heller er vinduerne ikke to-lags, da det jo ikke er nødvendigt hernede. Så det er meget vigtigt at kigge området ud om aftenen også, specielt fredag/lørdag.
Tak, det er en god pointe.
Mvh. Sarah
Kære Sarah.
Først en tak for din gode hjemmeside, som er meget brugbar for mig. Jeg mangler dog nogle informationer som jeg vil spørge dig om her.
Jeg vil flytte til Spanien i oktober 2019, da der er en masse ting som skal være på plads først, og at der er en del planlægning for mit vedkommende.
Jeg vil høre om hvad man tager i indskud for en langtidslejet lejlighed? Jeg ved at ejendomsmægleren tager en måneds husleje i salær, men hvad tager udlejeren?
Jeg vil også gerne høre om hvor hurtigt at jeg kan finde en bolig, hvis jeg er samarbejdsvillig. Det er mere af hensyn til, at jeg ikke lige pludselig står på gaden uden noget. Jeg har tænkt mig at bo på hotel de første 14 dage er det nok?
Jeg budgetterer med en husleje på 500 – 550 Euro for en 2 værelses med bad, varme og vaskemaskine. Det tror jeg er rimeligt for en lejlighed jeg kan bo fast i, i lang tid? Jeg tror også at det er godt at jeg kommer uden for feriesæsonen, da det måske er lettere at finde en bolig der?
Det vigtigste for mig er fundamentet (boligen). Jeg skal ikke have arbejde i Spanien, da jeg forsørger mig selv.
På forholden Tak.
Max.
Hej Max.
Jeg skal prøve at svare.
Det er normalt at tage hvad der svarer til 2 måneders husleje i indskud på en lejlighed. Og derudover kommer der det salær, som du også nævner.
Der er mange boliger til leje, som faktisk er helt indflytningsklare. Så man kan finde en lejlighed rigtig hurtigt.< Ja, jeg tænker, at 14 dage er nok, men selvfølgelig skal du være klar til at forlænge, hvis det rigtige ikke dukker op. 500-550 for en 2-værelses bør kunne lade sig gøre, ja, men varme kommer udover, skal du regne med. Og vand. Det er helt bestemt nemmest at finde en bolig i f.eks. oktober, end det er i juli. Held og lykke med boligsøgningen 🙂 Mvh. Sarah
Mange tak for dit svar. Det gav mig tryghed og modet til at tage skridtet. Smiler. Jeg har noteret alt hvad du har svaret, og jeg har lavet en hel mappe med alt, som et helt opslagsværk. Du er en stor hjælp for mange kære Sarah. Jeg takker dig mange gang. Kærligst Max.
Hej. Tak for din blog. Jeg har et spørgsmål om affaldshåndtering. Jeg har pludselig fået en regning på “basura” og noget vand, som jeg gætter på er vanding af udeområder. Er det normalt? Er det ikke inkluderet i huslejen?
Hej Merete.
Vi har også betalt for affald udenfor huslejen, så tror, at det er meget normalt.
Mvh. Sarah
Tak for en fantastisk god og underholdende blog 🙂
Hvis nogen skulle være interesseret, har vi et rækkehus ledigt til langtidsudlejning. 2 værelser, stue, 2 toiletter. Euro 550,00 pr. måned + forbrug af vand, el mm. Beliggende i et roligt område i Fuengirola ca. 2 km fra stranden.
Er det noget som stadig er ledigt?
Hvis du klikker dig ind på disse boligportaler er der meget, som pt. er ledigt.
Hej Trine. Jeg vil rigtig gerne ned og nyde mit otium i Malaga. Jeg vil meget gerne bo i Fuengirola. I en lejebolig. Hvor skal jeg søge, når det ikke skal være en tidsbegrænset kontrakt? Er der normalt el, vand osv med i huslejen? Jeg vil meget gerne flytte hurtigt, da jeg ligger i skilsmiss.
Hilsen Hanne
Vi kunne måske være interesseret at leje det fra 1. oktober 2021 – 1. april 2022.
Kan i sende nogle fotos og beskrivelse af rækkehuset plus info om området m.v.
mvh Karsten og Henriette
Hej
Kunne det ikke betale sig for jer at købe en lejlighed (eller hus) i stedet for at leje?
Det slog mig bare lige, og også interessant at høre hvorfor ikke?
mvh Anders
Vi kan godt lide at leje fordi vi godt kan lide friheden i at kunne flytte, efterhånden som vores behov ændrer sig. Inden længe skal vores børn studere på universitetet og vi ved ikke hvor i landet, dette bliver :-).
Rent økonomisk kunne det sikkert godt betale sig.
Mvh. Sarah
Kære Sarah,
Tusinde tak for et fantastisk site! Virkelig inspirerende. Hvor i Torremolinos (dvs. hvilket område) vil du anbefale til en aktiv familie på 5 (mor, far og tre drenge på hhv. 1, 6 og 8 år)? Drengene har brug for at kunne komme meget ud og røre sig, da de er tre vildbasser.
Dbh. Pernille
Nær Parque de la Batería er et godt sted :-).
Mvh. Sarah