Til konfirmation i Spanien (el primer comunión)

Vi var meget spændte, da vi for første gang skulle til en spansk konfirmation. Og det var da også rigtig interessant at være med, både i kirken og til festen.

Da vores vennepar bad os om at reservere maj-datoen allerede omkring jul, blev vi rigtig glade. For det er da noget specielt at blive inviteret med til en comunión, hvor kun familien og de nærmeste venner kommer med. Det var vi lidt beærede over 🙂

Vi havde på forhånd hørt, at konfirmationer næsten er som små bryllupper, og selvom vores vennepar havde fortalt, at de ville holde det småt og ‘nede på jorden’, var det alligevel noget, de havde planlagt i månedsvis, og det var tydeligvis ‘a big deal’.

Og efterhånden som datoen nærmede sig, begyndte vi da også at blive lidt nervøse for dagen. For hvilken gave kommer man med? Hvordan er folk klædt? Er der nogle spanske skikke på dagen, som vi ikke kender til, og hvor vi kommer til at dumme os?

Ja ja, I kan godt grine, men vi ved af erfaring, at første gang, vi er til et arrangement, sker der et eller andet uventet, hvor vi kommer til at stå som store spørgsmålstegn med ‘Extranjeros’ skrevet henover panden 🙂

Et godt eksempel er dengang, vi var til børnefødselsdag for første gang, hvor vi spurgte om man opsamlede slik fra piñataen for at dele slikket ligeligt ud bagefter? (Nej, det gør man ikke, her gælder det bare om at opsamle så meget til sig selv som muligt, hvilket er langt fra den danske tankegang).

Men vi gjorde hvad vi kunne for ikke at skille os ud og det lykkes godt, tror vi i hvert fald selv. Vi havde købt en stor gave (overvejede også at give en lille gave og penge, men endte med en større gave), og det blev knægten også glad for.

Derudover havde vi taget pænt tøj på – jeg tog jo blot en kjole og højhælede på, så det var værst for Per, der skulle i skjorte, lange bukser og lukkede sko. Han havde det varmt, men det var meget passende med hvad de øvrige herrer havde på. Og børnene havde selvfølgelig også deres pæne tøj på og vandkæmmet hår 🙂

Det var en lidt speciel comunión, for efter selve festen var en bunke af os inviteret videre med til drengens fødselsdagsfest i et legeland, således at både comunión og fødselsdag ville blive klaret på én dag.

Og det ville da også vise sig at være en forrykt lang dag, hvor vi var ude i 11 timer i alt, ha ha.

Seancen startede i kirken kl. 10.30 og fortsatte frem til ca. 11.45. Selvom det også blev kedeligt til tider, var det interessant at se ceremonien i kirken. Børnene (der jo er 9-10 år) kom gående gennem kirken til en indgangssang, flot klædt i jakkesæt og små brudekjoler. Og så var der én, der var klædt i sømandstøj, hvilket var lidt spøjst men også ret fedt.

Og så var der en masse forskellige dele, hvor der blev sunget, både af alle i kirken, men også live-koret og nogle gange kun af børnene. Og alle børnene læste noget op, og de skulle svare på forskellige spørgsmål fra præsten. Og så skulle de jo modtage deres første nadver, som det hele jo handler om.
Meget interessant og stemningsfuldt.

Efter kirken væltede det ud med mennesker og vi kunne ikke umiddelbart få øje på konfirmanden eller forældrene, og vi var ikke helt sikre på, hvad vi skulle gøre. Så vi kørte et hurtigt smut hjem forbi inden vi kørte imod restauranten, hvor vi skulle være kl. 13.30. Det skulle vi ikke have gjort… Vi kunne se på billederne bagefter, at det er normalt at mødes allesammen efter kirken og tage billeder osv., så dette ved vi til næste gang 🙂

Restauranten, hvor vi skulle spise, ligger oppe i bjergene bag Málaga. Restauranten hedder Los 3 Cincos, og det var en hel oplevelse i sig selv at køre derop ad de snoede bjergveje. Det er jo fantastisk, den natur, der ligger lige bagved Málaga.

Som det også er kutyme ved fødselsdage, var der lavet et bord med pynt og slik/gaver til børnene. Dette forekommer mig stadig lidt underligt, men jeg har set det så mange gange, at det ikke længere er nogen overraskelse.

Børnene sad allesammen ved et børnebord, og Per og jeg var placeret ved ‘vennebordet’ sammen med 3 andre par, som vi har mødt flere gange tidligere, bl.a. ved en privat Halloween-fest. Så det var dejligt, at vi skulle sidde sammen med folk, som vi allerede kendte.

Og så begyndte spisningen. Som i øvrigt fortsatte uafbrudt de næste 4 timer 🙂

I stedet for forret – hovedret – dessert, som vi ville have gjort i Danmark, bestod middagen af 4 tapasretter, efterfulgt af en hovedret, som igen straks blev efterfulgt af en desserttallerken.

Jeg fortryder, at jeg ikke tog et billede af alle de flotte tapasretter, men jeg skal alligevel nok prøve at gengive dem så godt, som jeg kan. Uhm, jeg bliver helt sulten bare ved tanken…

Der kom først et fad ind med stærk ost i trekanter, der lige var drysset med lidt frugt og overhældt med olivenolie.

Derefter en mangosalat, som jeg var helt pjattet med.
Den indeholdt mango, solsikkekerner, avocado, salatblad og cherrytomater. Og så var der en lidt syrlig dressing i. Mums, siger jeg bare.

Derefter et fad med kroketter, som jeg først troede var kylling, men som viste sig at være makrel. Ja, sorry, jeg ved ikke lige hvordan jeg kunne tage fejl, men jeg synes bare ikke, at det smagte så meget af fisk til at starte med 🙂

Næste fad var melon med skinke rundt om, uhm…

Vi sad bare og spiste af alle disse fade, imens vi snakkede. Hvor lang tid, der gik, er jeg ikke sikker på, men pludselig kom de ind med tallerkener med hovedretten. Den bestod af skinkesnitschler, pebersauce, kartofler og bønner+gulerødder i olivenolie. Det var rigtig lækkert og også ret velkendt for os udlændinge 🙂

Vi havde jo spist uafbrudt i flere timer af de der tapasfade, så jeg kunne ikke engang spise min tallerken op. Og efter hvad der kun føltes som 10 minutter, var de klar med desserten.

Desserten bestod af en chokoladeskål med ‘Arroz con leche’ i. Det er en slags tynd ris a l’amande, som er krydret med kanel. Og ved siden af var der en kugle hjemmelavet Oreo-is. Hvis der er noget, jeg elsker, så er det hjemmelavet is, så den gik rent ind.

Det lyder måske ikke som et så voldsomt måltid, men der var bare slet ingen pauser imellem spisningen, så jeg var stopmæt, da vi var færdige med desserten.

Børnene havde fået pommes frites og nuggets og havde under hele seancen virkelig hygget sig. På restauranten er en udendørs hoppeborg, så alle børnene (inkl. konfirmanden) var kun lige indenfor for at spise, og så løb de udenfor igen. Og det er jo sådan, at børn hygger sig bedst, så det var helt idéelt.

Det viste sig, at der ikke var nogen mærkelige kutymer, som vi ikke kendte til. Faktisk skete der ikke så meget, andet end at vi spiste og snakkede, og det hele var ret afslappet, så man kunne fint gå rundt til de andre borde og snakke.

Vi fik flere gange talt med vores vennerpars forældrehold. Jeg ved ikke om det er noget specielt med den generation, men forældrene der er bare altid så søde til at komme hen og give kindkys og snakke lidt. Som om at de lige vil sikre sig, at vi er ok. Det varmer 🙂

Der var ikke nogen festsange eller sketches, som vi er vant til fra danske konfirmationer. Til gengæld fik vi alle uddelt et par ting til at huske dagen på – et bogmærke, et billede og en lille hjemmelavet blok. Det var rigtig fint lavet 🙂

Alt i alt var det rigtig hyggeligt at være med som gæst og at få lov til at dele denne specielle dag med både Lukas og hans forældre.

Vi var på restauranten fra omkring kl. 13.30 til kl. 18.00, hvor vi kørte videre til legelandet ‘Divernostrum’, der ligger mellem Torremolinos og Málaga.

Der skulle børnene hygge sig i yderligere 3 timer med bowling, legeland, minigolf, mad og kage. Og imens sad vi voksne, der havde været i gang hele dagen, med sorte rende under øjnene og småsov på stolene i voksenområdet, he he. Heldigvis var mange af os da i samme båd og så kom der også nogle ekstra børn fra klassen, som ikke havde været med til konfirmationen.

Men de hyggede sig maks. og der er ingen tvivl om, at Lukas havde en helt fantastisk dag.

Vi sagde farvel og tak omkring kl. 21.30 og efter en hel dag med gang i den, trængte vi bare til at komme hjem på sofaen. Nu var der så tilfældigvis finale i Eurovision den aften (dårlig timing, ik’?), og som store fans af Danmark, var vi selvfølgelig nødt til at tænde for Eurovision-finalen, da vi kom hjem. Vi elsker at se denne slags musikkonkurrencer sammen med ungerne, hvor vi hver har en favorit og stemmer osv. Det er altså god familiehygge!

Så sad vi alle der på sofaen, fuldstændig bælgøjede, og heppede på Danmark resten af aftenen, indtil vi alle hoppede i seng kl. 01. Men sikken dag!