Så skete det sørme – efter at have været lykkeligt bilfri i 3½ år, har vi købt os en bil!
Tag endelig ikke fejl, vi har virkelig nydt tiden uden bil her i Spanien, og det er ikke af økonomiske grunde, at vi ikke har haft bil tidligere.
Nej, vi har bare nydt den ro, vi alle 4 har haft, når vi er gået i skole, gået ind til byen, eller har taget toget. Der har ikke været nogen børneskænderier på bagsædet, og vi har haft god tid til at tale med hinanden på gåturene.
Især Per og børnene har virkelig nydt turene til og fra skole (20 minutter hver vej), hvor dagens oplevelser er blevet vendt, hvor der er blevet terpet lektier, og hvor der er blevet pjattet, leget og quizzet.
Tid har vi jo altid haft nok af, og derfor har vi ikke haft brug for nogen bil.
Men i forbindelse med vores lejlighedssøgning, hvor vi har været ude at se mange lejligheder rundt om i Torremolinos, har det virkelig været opslidende at skulle gå, faktisk.
Nu har vi jo flere gange oplevet at finde en god lejlighed, som vi så ikke fik (fordi vi var mange om buddet), og så er det altså ikke sjovt at bruge en hel aften på sådan en besigtigelse.
Det er den ene grund – at det fremover vil være meget nemmere lige at komme ud at kigge på en lejlighed, eller at køre en tur i et område for at lede efter ‘Til leje’-skilte.
Den anden grund er, at vi har udvidet vores lejlighedssøgning til hele Torremolinos, hvilket betyder, at vi skal have en bil for at køre børnene i skole, når det lykkedes os at finde en lejlighed.
Og det er simpelthen så rart at have en bil allerede nu, så vi er ‘klar’, hvis den rette lejlighed skulle dukke op. Vi har jo ofte set, at mæglerne gerne vil leje ud hurtigst muligt, og vi ville blive presset, hvis vi både skulle købe bil og flytte indenfor meget kort tid.
Så nu, hvor bilen er på plads, er der en minde hurdle, når vi finder vores nye lejlighed.
Og det bliver da også fedt at kunne komme ud at køre lidt… Vi har jo flere gange lejet en bil i sommerperioden, men nu, hvor vi har bilen til dagligt, bliver det nemmere at køre til El Chorro, at komme op at vandre i bjerne, at komme til strandene øst for Málaga osv. Det skal nok blive godt 🙂
Vi købte bilen hos en brugtbilsforhandler, som sørgede for omregistrering af bilen. Og vi fik vores revisor til at hjælpe os med at ombytte vores kørekort til spanske kørekort.
Efter en hård måneds tid med lejlighedsafslag, 2 børnefødselsdage, og hvor vi alle har ligget syge på skift (ja, vi måtte faktisk aflyse den ene fødselsdagsfest), havde vi simpelthen ikke overskud til selv at sørge for disse ting, og så er det jo rart, at vi har nogle gode rådgivere, der kan hjælpe os.
Vi har altid kørt i ældre biler, da vi boede i Danmark, og den bil, vi netop har købt, er da også en gammel én fra 2003. Det har vi det helt fint med, og vi er godt klar over, hvad man skal kigge efter, når man handler med brugte biler.
Men fordi vi nu bor i Spanien, er der alligevel nogle ting, der er anderledes.
F.eks. grinede vi, da det gik op for os, at rust på gamle biler slet ikke så stort et problem som i Danmark. For når der ikke er frostgrader, smides der jo heller ikke salt på vejene.
Og så har vi også talt om at vi ikke længere behøver at købe kølervæske, der kan holde sig frostfrit ned til -15 grader, he he.
Og dette er kun starten, jeg er sikker på, at vi kommer i en masse sjove situationer, hvor det er anderledes at have – og vedligeholde bil – her i Spanien.
I må have en skøn søndag – jeg er i hvert fald i supergodt humør og føler, at måske er det nu, vores held begynder at vende (7-9-13) 🙂
tillykke hvad er prisen for bilen?
Tak.
Jeg tænker ikke, at prisen er så relevant for historien 🙂
Jamen tillykke med det da 👍
Jeg er lidt nysgerrig efter lejlighedssituationen. Vi er undervejs til Spanien og ved der er mange om budet til leje lejligheder…..men masser til salg. Må jeg spørge til grunden hvorfor i ikke investerer i fast bolig? Det er nemlig i vores overvejelser.
Det ville også være nemmere at købe en lejlighed end at leje 🙂 Men det kræver en forholdsmæssig stor udbetaling, og der er også en del omkostninger forbundet med at købe.
Mvh. Sarah
Faktisk skal man også bruge kølervæske hernede , ellers fordamper det
Ja, det er klart, men man behøver ikke at holde øje med at den kan holde til -15 grader 🙂
Hej Sarah, stort tillykke med jeres nye investering, den ser fin ud 😉
Jeg vil lige høre dig, da min datter 9 år og jeg, kommer til Torremolinos/Benamadena sidst i juli og skal i første omgang bo der i 1 år, hvor vi så i løbet af det år, finder ud af om vi vil blive der permanent og forhåbentlig starte lidt forretning op 😊.
Du skriver at I leder efter en lejlighed i kan leje, må jeg spørge, om I ikke bor i en lejlighed i forvejen?
Har det noget med turist periode udlejningen fra ejerens side at gøre?
Jeg har været inde og kigge på de bolig links du har været så sød at sætte på din blog og synes at jeg for det meste støder på det problem, at fra Maj til Sept/oktober. er det til turist udlejning, så der skal jeg finde et andet sted at være eller selv betale uge prisen i den periode 😕
Er det også derfor I leder efter en anden bolig nu?
Mvh Anniqa
Hej Anniqa.
Vi har boet i en fin 2-værelses-lejlighed i de knap 4 år vi har boet her. Men nu vil vi gerne have en større, 3-værelseslejlighed, og det er derfor, vi leder 🙂
Udlejerne tjener rigtig mange penge i sommerperiode, hvor de får en måneds husleje på blot 1 uge. Derfor er der mange, der kun udlejer indtil maj og derefter – i sommerperioden – udlejer de på ugebasis. Det er vildt irriterende for os, der bor her hele året, men det er altså derfor at du ofte støder på dette.
Derfor er det også nærmest umuligt at finde noget til langtidsleje i sommerperioden – det er nemmest at finde noget her i forårsperioden eller til efteråret.
Jeg tror så dog at det er nemmere at finde en 2-værelses end en 3-værelses, dem er der ikke nær så mange af 🙂
God fornøjelse med lejlighedssøgningen.
Mvh. Sarah
Hej Sarah
Du skriver at i ombyttet jeres kørekort til spanske kørekort ? så man skal ikke til nogle form for spansk undervisning for at køre i spanien.. nu har jeg til flere køretøjer og ville da gerne beholde dem selvom jeg flyttet til spanien
pft thomas
Hej Thomas.
Nej, vi fik dem blot ombyttet. Om der er andre regler for andre køretøjer end bil ved jeg ikke.
Mvh. Sarah
Tak for nogle skønne ord på jeres hjemmeside og skøn læsning.
Som måske kommmende dansker på Costa del sol.
Jeg vil nok ikke havde bil, er der en slags rejsekort til bus og tog på samme måde som i dk ?.
Man kan i hvert fald købe 10 ture på ét kort til toget, der kører mellem Fuengirola og Málaga :-).
Mvh. Sarah