Geocaching i Torremolinos – #Familieaktiviteter

Geocaching i Torremolinos

Efter en travl weekend i sidste uge med 2 x fødselsdagsfest (ja, børnene har fødselsdag med 4 dages mellemrum), var der i denne weekend tid og overskud til at lave vores ugentlige #familieaktivitet.

Jeg startede projektet med disse familieaktiviteter, fordi jeg syntes, at vi var blevet lidt for dovne og lidt for tilbøjelige til at blive indendørs hele weekenden. Og jeg må siger, at det har været en af mine bedre idéer :-). Ikke alene har vi været ude at opleve noget, men det har også åbnet mine øjne for nogle spændende aktiviteter, som jeg kan planlægge lidt ud i fremtiden.

F.eks. har jeg lige booket billetter til en tur på Caminito del Rey. Du ved, den der sti, der er lavet ind i en klippevæg i mange hundrede menters højde? Det er noget, jeg altid gerne har villet, og det er gået op for mig, at børnene nu er store nok til at komme med, så nu skal det være.

Vi har også booket billetter til Rasmus Seebach-koncerten, der finder sted på Castillo Sohail i september.

Og jeg har store planer om at tage et par dage til Nerja til sommer for at gå op ad Rio Chillar og tage på kanotur med familien. Jeg føler, at det hele venter på os, og at det blot gælder om at komme af sted.

Det er en fed fornemmelse 🙂

Det har jo været dejligt vejr og vindstille i dag, så vi besluttede, at dagens udflugt skulle bestå af en lille vandretur op  i et naturskønt område for at finde en geocache.

Hvad er geocaching?

Geocaching er egentlig bare en slags high-tech skattejagt, hvor man via en app og GPS-koordinater går på jagt efter en cache (skjult kasse), som andre geocachere har gemt.

Du kan læse mere om det på geocaching.com, hvis du er interesseret i at vide, hvad det går ud på.

Jeg fik geocaching anbefalet, da jeg på Facebook bad om forslag til aktiviteter, som vi kunne lave sammen som familie. Og man må sige, at det er en helt oplagt familieaktivitet. Det er en god anledning til at komme ud at gå, og hvis man godt kan lide at lede, er det rigtig sjovt.

Vi har kun lige været af sted et par gange, og det er lykkedes os at finde 2 ud af 3. Det er måske helt ok, men faktisk ville jeg foretrække det, hvis man blot kunne gå til koordinaterne, og så kunne finde cachen uden først at skulle lede helt vildt under sten og bagved ting. Det med at lede er ikke så meget mig …. Men jeg elsker det med at gå med et mål for øje.

Og så er appen altså også rigtig sjov at bruge. Du ser et kort, hvorpå man kan se, hvor cachen er placeret, Og når man kommer tæt på den, viser appen dig, hvor mange meter, der er tilbage, og i hvilken retning, du skal gå. Især denne funktion er et stort hit for børnene. Problemet er så, at koordinaterne ikke er helt præcise, så man skal nogle gange lede i en lidt større radius. Man kan også se, hvad der står på appen fra de andre, der har fundet hver enkelt cache. Og måske er der endda nogle af disse brugere, der har uploadet et foto, som måske kan hjælpe lidt på vej.

Det har vi i hvert fald brugt. Ja jeg ved det godt,  vi er totalt newbies og vi er også dårlige til at lede – men vi synes nu alligevel, at det er hyggeligt 🙂

Geocaching i Torremolinos

Vandretur til la Cueva del Toro

Vi inviterede vores engelske venner, Alison og Phillip, med på vores lille tur i dag, fordi vi ved, at de også er glade for at vandre, og vi tænkte, at geocaching måske også ville være noget for dem.

Og det var en rigtig hyggelig tur op i bakkerne bagved Torremolinos’ sportsområde. Det er et område med mange stier, og der var da også en del andre vandrere ude at gå i området i dag. Et flot område, med skøn udsigt over byen og havet. Og her er det, at man værdsætter geocachingen, for hvis der ikke havde ligget en cache her, ville jeg aldrig have foreslået at gå en tur lige netop derop.

Det tog et godt stykke tid at finde cachen, men lige da vi var ved at give op, fandt Adrian den. Pyha, hvor dejligt, at vi ikke skulle gå hjem uden at have fundet den.

I denne cache var der blot en seddel til at skrive navn og dato på, men i andre caches skulle der også ligge små ting, som man så bytter ud med noget, man selv medbringer.

Bedømmelse: 4 stjerner

Jeg elsker aktiviteter, der opfordrer til at komme ud og se områder, du ikke allerede kender, og det gør geocaching helt bestemt.

Idéen om en app-skattejagt er også helt vild god.

Grunden til, at aktiviteten ikke får topkarakter, er at der er lige rigeligt meget tid spildt på at lede, og der er jo ingen garanti for, at man finder cachen.

Men det er helt klart en aktivitet, der er værd at anbefale, og jeg tænker bestemt, at vi i vores fremtidige vandreture vil prøve at lægge vejen forbi de caches, der er gemt i disse områder.

En kommentar til “Geocaching i Torremolinos – #Familieaktiviteter

  1. Ellen Dørensen siger:

    Ej, hvor dejligt at høre i har været afsted på Geo tur..og ja, som du skriver var i aldrig kommet derop hvis ikke der lå en cache..forsat god jagt og weekend til jer.👍😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *