Farvel til 2018 – Det bedste og det værste år

2018 - det bedste og det værste år

Nu er 2018 ved at være forbi og jeg ser tilbage på et år, der på mange måder har været fantastisk for vores familie – men også året, hvor det for første gang blev svært at bo i Spanien.

En af årets helt store omvæltninger skete i marts, da vi efter lang tids boligsøgning flyttede ind i vores nye lejlighed her i Torremolinos. Det havde været en lang og opslidende proces at lede efter lejlighed, så det var en stor lettelse og glæde, da vi endelig kunne flytte ind i vores nye hjem, som bød på et ekstra børneværelse, et ekstra badeværelse og i det hele taget meget mere plads og ‘lækkerhed’. Det har været en dejlig omvæltning, og det har især været fedt at se, hvordan børnene trives med at have hver sit værelse, hvor de kan sidde ved deres skriveborde og lave lektier. Det er, som om børnene lige blev en tand mere selvstændige ved dette skift, og det har været dejligt at se.

2018 blev også året, hvor jeg opfyldte min drøm om at sammensætte en bog på baggrund af bloggen. Der er jo mange, der foretrækker at have en bog i hænderne – det ville jeg selv have foretrukket, da vi planlagde at flytte til Spanien – og derfor var jeg utroligt glad og stolt, da jeg modtog bogen retur fra trykkeriet. 

Det har også givet anledning til en masse sjov og ballade, at jeg nu kan sælge bogen via websitet, og jeg har på Facebook lavet forskellige opslag og endda en konkurrence. Ja ja, jeg ved godt, at det er nørdet, men det er sådan noget, en webnørd som mig virkelig synes er sjovt og spændende.

Og så har det jo været fantastisk at se den modtagelse, som bogen har fået, og den støtte, som mine bloglæsere har givet mig. Det er endnu en ting, der giver mig lyst til at fortsætte skriveriet på bloggen.

Nu, hvor vi er i bog-genren, kan jeg også fortælle, at der er sket store ting for min mand. Her i efteråret vandt han en novellekonkurrence på Byens Forlag, og i december er han altså en af forfatterne i den udgivne novellesamling, der hedder ‘Skærm’. Det var kæmpestort for ham at vinde denne konkurrence, og endnu mere vildt var det, at samme dag, som han fik at vide, at han var blandt vinderne, fik han også en e-mail fra et andet forlag, som tilbød ham at udgive hans debutroman. Så nu venter der ham en spændende proces, både med udgivelsen af novellesamlingen, men også med redaktion og udgivelse af hans roman.

Så der sker store ting på bogfronten herhjemme 🙂

Året har dog ikke kun budt på positive ting. Det er også i 2018, at jeg for første gang i vores 4½ år i Spanien virkelig har haft det svært ved at bo så langt væk fra familien. Da min mor fik en hjerneblødning, og jeg fik det der rædselsfulde opkald fra Danmark, mærkede jeg for første gang den svære del af at være udlandsdansker. For hold nu fast, hvor var det forfærdeligt at hoppe på en flyver uden at vide, hvilken besked jeg ville modtage, når jeg landede i Danmark.

Det sætter tingene lidt i perspektiv, og hvis jeg ikke var klar over det før, blev jeg i hvert fald klar over, hvor meget jeg holder af min mor og  resten af min familie i Danmark. Ja, det var sgu svært, men jeg kan heller ikke lade være med at se på den anden side af det. For det er jo fantastisk at have et så godt forhold til sin mor, selvom man har boet i udlandet i så mange år. Og det har jeg, fordi vi har været gode til at holde kontakten, og fordi mor har rejst ned og besøgt os mindst to gange om året, hvor vi har tilbragt en uge sammen, med hygge og samvær.

tur til Ronda
Min mor og jeg på tur til Ronda 🙂

Min mor er i gang med genoptræning nu, og det går faktisk forrygende, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Hun kommer sandsynligvis ikke til Spanien for at besøge os mere, men skidt med det, så tager vi lidt oftere til Danmark.

Jeg er vildt glad for, at det går så fint med min mors genoptræning, og at hun er i bedring. Derudover er jeg dybt taknemmelig for at have mine to dejlige søstre og min far, som – i mit fravær – har styr på alting i Danmark. Da det virkelig brændte på, og jeg hoppede på det første fly til Danmark, stod de klar til at hente mig, og vi hjalp hinanden igennem en meget svær tid. Det er da også noget at være taknemmelig for, ik’? Selvom vi ikke ser hinanden så ofte mere, står vi sammen, når det gælder, og jeg ved, at de altid vil være der for mig.

Det samme kan jeg sige for min familie her i Spanien. Jeg elsker min mand og mine børn utrolig højt, og det var svært for mig at rejse til Danmark alene uden dem. Men det var det rigtige valg, og jeg er dybt taknemmelig for den opbakning, min mand gav mig. Han havde styr på alt det praktiske, da jeg smed alt, jeg havde i hænderne og hoppede på flyet, og han var også en uvurderlig støtte i den svære tid, der fulgte. Jeg har jo selv valgt at tilbringe livet sammen med ham, så det var ikke nogen overraskelse for mig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at være taknemmelig over at have en så dejlig person ved min side.

Det er lidt spøjst, som jeg nu ser tilbage på en rigtig svær tid med vemod, men også med taknemmelighed, fordi jeg har så dejlige mennesker omkring mig.

Det er også den fornemmelse jeg har, nu hvor vi snart går ind i et nyt år.

Jeg kan til tider stadigvæk godt have det svært ved at være så langt væk fra Danmark og min mor. Men jeg er stille og roligt ved at vænne mig til det, og jeg ved jo, at mit hjem er her i Spanien. Så jeg tror, at 2019 for mig kommer til at handle om at acceptere, at det ikke er alting, jeg kan kontrollere – og at jeg er nødt til at lade andre tage styringen i Danmark, imens jeg fortsætter mit liv her i Spanien. Det er en proces, som jeg er godt i gang med, og jeg føler mig overbevist om, at der vil falde helt ro på dette i 2019.

Og så har jeg en masse ting at se frem til. Jeg har det stadig rigtig sjovt med at skrive indlæg på bloggen og læse kommentarer. Det bliver også sjovt at se, hvor mange der har lyst til at købe min bog i de kommende måneder.

Til sommer skal Adrian flytte skole, fordi han skal rykke op til næste skoletrin, ‘Instituto’, hvilket også er noget, jeg glæder mig rigtig meget til.

Og så går jeg allerede nu og planlægger en lidt speciel sommerferie. Vi har jo altid rejst til Danmark i ferierne, så jeg går og drømmer om at tage et helt andet sted hen på ferie, måske til et andet land (at snorkle og se en klovnfisk er min helt store drøm) eller måske på tur længere op i Spanien. Indtil videre er det kun en tanke, men nu må vi se, hvad det bliver til 🙂

Jeg går ikke ind i det nye år med en masse nytårsforsætter og mål. Jeg går nærmere ind i det nye år med et ønske om at fortsætte det liv, jeg lever nu, med en skøn familie, et spændende job og en interessant hverdag her i det spanske. Og så ser jeg frem til en masse dejlige oplevelser med familie og venner.

Man ved aldrig, hvornår der sker noget uventet, så man skal sætte pris på det, man har, og få mest muligt ud af hver dag.

Tak for det dejlige år, der er gået – jeg håber, at I også vil følge vores liv her på bloggen i året, der kommer.

Jeg håber, at I alle får en rigtig dejlig nytårsaften, at I stiller bilen, hvis I drikker, og at I passer på både fingre og øjne 🙂

2 tanker om “Farvel til 2018 – Det bedste og det værste år

  1. Max Bonnén siger:

    Hej og en godt og lykkebringende Nytår til dig og din familie.

    Jeg vil takker dig for din blok eksisterer, og for at du er dig!. Smiler. Jeg står og skal flytte til Spanien den 31. Januar, og på grund af din blok har jeg fået alle de informationer, som jeg har brug for, og det går lettere for min end jeg forventede. Jeg vil bo i Malaga, og derfor tog jeg kontakt til den Danske forening der. De henviste mig til en anden kontaktperson som er Dansk, og hun har hjulpet mig igennem. Det betyder, at jeg allerede har fået en fast bolig, nær vandet og med swimmingpool i Malaga, og allerede inden jeg er flyttet derned. Ud over det har hun en masse medarbejdere, og for 120 Euro bliver jeg hjulpet med personnummer, sygeforsikring, bank med mere, og for at jeg ikke skal fare vildt når jeg lander i lufthavnen, bliver jeg også hentet der. Smiler. Boligudgiften havde jeg sat til 550 Euro pr. måned, men hun fandt en 2 værelses lejlighed til mig for kun 400 Euro om måneden, og hele vejen igennem har det været positivt, men det hele startede med dig og din blok, som jeg stadigvæk bruger, og det vil jeg takke for.

    Kærligst Max.

    • Sarah Jacobsen siger:

      Hej Max.
      Dejligt at høre, at du er kommet så godt i gang, og at du har tænkt på at søge hjælp til de ting, du ikke selv kunne klare.
      Og tusind tak for de pæne ord – det varmer mere end du tror 🙂
      Godt nytår!
      Mvh. Sarah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *