Derfor får jeg altid tårer i øjnene af “Farfars Sang” – tanker inden koncerten i morgen

Første gang jeg hørte “Farfars Sang” med Rasmus Seebach, var faktisk i Danmark.

Jeg sad i bilen med min søster, der for Gud ved hvilken gang kørte mig retur til fars lejlighed i Vejle, efter at vi havde tilbragt hele dagen på Odense Universitetshospital på NIA. 

Knap to uger forinden havde min mor fået en voldsom hjerneblødning, og jeg havde hastet til Danmark med det første fly.

Det var nogle svære uger, hvor mor lå i kunstigt koma, og vi var hos hende på hospitalet, imens vi dag efter dag blot ventede på, at hun kom mere og mere ‘til overfladen’, så vi kunne se, hvor svære skader, hun havde fået. Prognoserne var ikke gode.

På det her tidspunkt var jeg træt. Bare træt. Efter næsten 14 dage på hospitalet i Danmark, imens Per og børnene stadig var i Spanien, var jeg helt og aldeles tyndslidt af sorg og afsavn. Det var bare nogle rigtig trælse uger.

Det var mørkt, da vi kørte af motorvejen ind i Vejle Nord, og jeg sad og kiggede ud af ruden, da Farfars Sang kom i radioen. Og så trillede tårerne bare ned ad kinderne på mig.

Jeg synes simpelthen, at den tekst er fantastisk godt skrevet. Fuld af respekt for ‘der, hvor han kommer fra’, og (ikke overraskende) ramte den lige plet i min situation, hvor det vigtigste i verden pludselig var min mor. Min mor, som jeg var flyttet 3.000 km. væk fra, men som dog betød – og stadig betyder – alverden for mig.

Der er nu gået trekvart år, og min mor er næsten kommet sig fuldt over den voldsomme hjerneblødning, som lægerne forudså ville give hende meget store skader. Den ramte hende på balancen, så hun lige skal have noget at støtte sig til, når hun går, men bortset fra det, fik jeg min “gamle” mor igen. Og vi skriver igen sammen på Messenger, og hun læser med glæde alle min indlæg på bloggen (hej mor :-)). Så jeg kunne ikke bede om mere.

Og selvom hele familien siden ofte har skrålet glade med på Farfars Sang, når vi sætter den på Spotify i bilen, får jeg altså stadig tit tårer i øjnene, når Rasmus begynder at synge. Damn, den er smuk og meningsfuld.

I morgen, lørdag, spiller Rasmus Seebach koncert i Fuengirola, og vi skal selvfølgelig med! Og vi købte selvfølgelig billetter med t-shirts inkluderet og det hele 🙂 Min far er endda fløjet herned fra DK, for at han kan tage med os til koncert, som vi plejede at gøre, da vi boede i Danmark.

Vi er SÅ klar til koncerten i morgen – til at skråle med og danse og have en fest.

Når vi engang imellem sætter noget dansk musik på for at vise Adrian og Sofia hvad der findes af gode, danske sange, bliver det for det meste noget Kim Larsen eller Rasmus Seebach, der kommer på. Så jo, selvfølgelig skal vi med.

Og når børnene spørger mig, hvilke sange, jeg håber, at han spiller, så er der bare én sang, som jeg inderligt håber, at han har på spillelisten 🙂

PS. Måske skylder jeg lige en forklaring på billedet ovenfor. Imens jeg var i DK, sendte Per mig et billede fra Spanien af en rigtig gråvejrsdag. Det jo ikke så almindeligt i Spanien i september. Og ovenstående billede var svaret, han fik af mig. Det kan godt være, at der lige var en gråvejrsdag i Spanien, men i Danmark ser der altid sådan ud. Og ja, billedet er taget på motorvejen på vej mellem Vejle og Odense 🙂

En tanke om “Derfor får jeg altid tårer i øjnene af “Farfars Sang” – tanker inden koncerten i morgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.