Da familien og jeg var på ferie i Danmark i sidste uge, opdagede jeg, at den spanske beskyttertrang havde sneget sig ind på mig. Det anede jeg slet ikke… den var bare kommet lige så stille i løbet af de to år i Spanien.
Det kom første gang til overfladen en dag, hvor vi besøgte min svoger og svigerinde på en lille, hyggelig campingplads. Vi sad i forteltet og snakkede, og på et tidspunkt blev det foreslået, at børnene selv kunne rende hen og lege på legepladsen (måske var det endda mit eget, impulsive forslag). Legepladsen lå et stykke væk fra campingvognen, men med lidt god vilje ville vi kunne spotte dem fra forteltet. Men bare tanken om, at jeg ikke ville kunne se dem hele tiden gav mig en ubehagelig fornemmelse i maven, og jeg kunne se på min mand, at han heller ikke var helt tryg ved det. Vi blev dog enige om, at de fik lov (nu var de trods alt fyldt 7 og 9 år). Vi stak flere gange hovederne ud af forteltet for lige at sikre, at vi kunne få øje på begge børn, og alting gik selvfølgelig fint. Men det var en overvindelse for både min mand og jeg at have dem sådan uden for rækkevidde, det er der ingen tvivl om.
Et par dage efter blev vi igen konfronteret med den danske frihed, og denne gang blev jeg næsten forarget!
Vi var på besøg hos en god ven og hans familie, der bor i Odense. Vi ankom lige i tid til at tage med ned at hente hans to børn, i gåafstand fra deres hjem. Faktisk skulle man blot gå hen ad villavejen, under en tunnel, og så stod man i skolegården, hvor børnene legede.
What?!?!
Hvor var muren? Hvor var afskærmningen, der skulle forhindre, at folk bare kunne gå ind fra gaden og snuppe en af ungerne? Og hvad med børnene, for den sags skyld… Hvad skulle forhindre dem i bare at vandre ud på den trafikkerede vej?
Jeg var dybt forundret og måske endda en smule forarget over manglen på sikkerhed. Indtil vores kammerat bemærkede, at sådan havde skolegården jo også været på den lille landsbyskole, hvor vores søn havde gået i 0. klasse i Danmark. Ingen indhegning, der forhindrede voksne i at komme ind – og børn i at komme ud. Den måtte jeg lige tygge på, og så måtte jeg jo give ham ret.
Det var ikke noget, der var specielt ved Odense-skolen; sådan var alle danske skoler jo indrettet.
Jeg blev faktisk en smule forskrækket over, at jeg efter kun to år i Spanien allerede havde vænnet mig til portene og murene rundt om skolerne. Ja, jeg havde ikke blot vænnet mig til dem, faktisk syntes jeg, at idéen om ikke at have afskærmning, var ubehagelig.
Det kan man bare se, hvordan en holdning kan snige sig ind under huden på én i løbet af et par år.
Det er også præcis det samme med legepladsen, der lå lidt for langt væk fra campingvognen. Vi er jo vant til altid at være sammen med børnene på legepladser og i parker, og at vi altid holder øje med dem.
Det sjove er, at da vi netop var flyttet til Spanien, syntes vi, at spanske forældre var en smule overbeskyttende ved altid at følge børn til skole og fritidsaktiviteter. Man så heller ingen børn, der cyklede selv i gaderne. Men så faldt vi til og gjorde det samme, og nu føles alt andet forkert.
Så hold da op, vi måtte virkelig tage os sammen for at give dem lidt mere snor, da vi så var i Danmark. Da vi flyttede var de 5 og 7, men nu hvor de er blevet to år ældre, skal vi lige huske, at når de er i Danmark, er de altså store nok til at løbe hen på legepladsen selv 🙂
Vi havde den samme oplevelse sidste sommer med vores barnebarn på 10 år. Hun bor til daglig i England men elsker at være på ferie med mormor og morfar i Danmark…hvorfor…fordi der kan man rende ud på vejen og leje med de andre børn, man kan hoppe op på en cykel og bare cykle derudaf. Hun elsker det, ingen rektioner, bare frihed. Vi vidste altid hvor hun var…det lærte hun hurtig at det måtte vi vide.
Ja, det må være skønt for hende med al den frihed. Utroligt så stor forskel der er fra land til land.
Det er vildt det er sådan. Efter mange år i Spanien som fastboende med to piger er vi nu tilbage i DK på 3. år. Jeg grinte, da jeg læste din blog for det er nøjagtig sådan oplevelser jeg har. Ikke bare omkring børn og indhegning, men også mht. at holde øje med telefonen, tasken og alt omkring mig af frygt for det bliver snuppet for næsen af en. Jeg tror aldrig helt det slipper.
Jeg er en lille smule lettet over at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, he he.
Men det er da lidt vildt, at det stadig ligger i jer efter tre år retur i DK…
Forældre i Spanien overbeskytter deres børn alt for meget ,det viser senere l deres udvikling at de er meget uselvstændige, så jeg synes det er en rigtig bjørnetjeneste de gør deres børn.
Ja, kan også genkende følelsen. Jeg vil dog ALDRIG lade mit barn cykle rundt i de spanske gader UDEN mig, hvis det er en halvstor by. Hvis det er i en landsby er der slet ikke de problemer, børn går og cykler frit rundt. Jo større byen er, jo større er beskyttelsen. Mht skolen er det jo pga der har været børn der “flygter” og så er det skolens problem. Det holder også folk ude.
Så spainen er et meget usikkert sted, især for børn med lommetyve og kriminalitet…???
Nej, det mener jeg ikke. Jeg spurgte om det samme i fb-grupperne inden vi flyttede herned, og fik en masse kommentarer om at der ikke er mere kriminalitet her end i Danmark. Jeg tror delvist, at det er en kulturel ting, at forældre er meget sammen med deres børn. Og så tror jeg at det også har en betydning at Solkysten er et område med mange turister og folkeslag. Det er jo ikke et sted, hvor alle kender alle.
Jeg har også hørt fra lokale spaniere, at i de små landsbyer i bjergene, hvor alle netop kender alle, lader man børnene gå lidt mere selv.
Okay, vil nemlig selv gerne flytte til spanien en dag…