Da morgenen for skolestarten oprandt, var børnene SÅ klar og glædede sig til endelig at komme i gang.

Alle børnene i de store klasser, inklusive Adrian, skulle møde kl. 9.00. Sofia og de andre børn i ‘infantil’ skulle møde en time efter, kl. 10.00.

Jeg kan huske, at det var en lille smule kaotisk, da vi kom ind i skolegården. Her skulle børnene stille sig op i  rækker ud for deres lærer. Vi havde ved indmeldelsen fået at vide, at han skulle gå i 1.B, men det var ikke skiltet særlig godt, og vi måtte spørge et par gange for at finde Adrians række. Da vi endelig fik ham placeret, bad vi ham om at holde sig TÆT på han klasselærer, så han ikke fór vild på vej op i klassen. Jeg ved ikke om vi havde forestillet os at han ville vandre den forkerte vej 🙂

Han var glad og spændt, og vi fik en hurtig krammer, inden han gik med sin klasse ind i skolebygningen. One down, one to go.

Den næste lille time fordrev vi på den nærliggende legeplads sammen med Sofia, indtil det var hendes tur. Og så startede det forfra med at spørge os frem indtil vi fandt rækken, hun skulle være i.

Fordi hun var i ‘infantil’ (3-5 år), fik vi sammen med de andre forældre lov til at gå med ind i bygningen og vinke til hende ind ad døren til klasseværelset. Det var faktisk rart, for så var vi sikre på, at hun var kommet helt derind, hvor hun skulle være. Efter den sidste vinken ind ad døren, gik vi ud af skolegården og så til, imens den store, sorte port ind til gården lukkede med et smæld..

Startskuddet til de længste 4 timer af mit liv.

At porten lukkede, opfattede min krop tilsyneladende som et signal til, at nu kunne tårerne godt begynde at løbe. Og det gjorde de on/off i lang tid. Tænk sig, at jeg lige havde efterladt mine to ‘små’ børn et helt fremmed sted, hvor ingen ville kunne forstå dem, og hvor ingen ville kunne hjælpe dem, hvis de fik problemer. Hold da op, så er man en dårlig mor!

Timerne var fortvivlende lange, og da porten endelig blev åbnet igen, stod min mand og jeg forrest for at komme ind og hente vores stakkels, efterladte børn, som uden tvivl  måtte være utrøstelige.

Og hvad skete der?

Vi fik et kram, et smil og et “jamen det gik fint”. Ingen tårer, ingen beklagelser og ingen råb om at vi aldrig måtte efterlade dem igen. For første skoledag var gået præcist som de havde forventet – de forstod ikke en dyt, men de havde leget og haft det sjovt.

For at være helt ærlig, så vidste jeg nok godt, at de ville klare sig godt. Det var udelukkende min egen tvivl og usikkerhed, der kom op til overfladen, da børnene var afleveret, og alle skrækscenarierne udspillede sig i mit hoved.

Men de var jo godt forberedte, og så er børn nogle gange stærkere end man tror, at de er.

Efterhånden som vi udspurgte dem om lærerne, fagene, eleverne osv., blev de en smule trætte af alle vores spørgsmål og ville egentlig bare gerne på Burger King og på stranden, som vi havde aftalt. Typisk børn… What’s the big deal?

Pyha, det var en stor sten, der faldt fra mit hjerte, da den skæbnesvangre første skoledag var overstået, og mine seje børn var kommet ud på den anden side.

Og dagen efter var det meget lettere at aflevere dem 🙂