De vildeste 4 måneder (langt indlæg)

Hold nu fast, hvor er der sket meget i mit/vores liv i de sidste 4 måneder. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte henne :-).

Da børnene begyndte i skolen igen efter sommerferie, begyndte Adrian jo på sin nye skole, da han simpelthen var blevet for ‘gammel’ til sin tidligere skole. Så han startede i ‘Instituto’ på en ny skole, der – heldigt for os – kun ligger 100 meter fra vores hjem. Selvom især vi forældre gik og var lidt nervøse for, hvordan skoleskiftet skulle gå, er det gået over al forventning. Adrian selv tog udfordringen i stiv arm og har lige fra starten været rigtig glad for sin nye skole og sin nye klasse. Det er den positive side af skoleskiftet og det, der for os er vigtigt.

Den mindre positive side er, at der i hans klasse tilsyneladende er problemer med et par uromagere i klassen, der forstyrrer undervisningen. Det har der været et par forældremøder om, men lærerne kan tilsyneladende ikke gøre så meget ved det, da der er obligatorisk skolegang til 16 år, og derfor kan man ikke smide børn ud af skolen, uanset hvor mange advarsler og midlertidige udvisninger, de har fået. Ikke, at jeg mener, at det er den rette løsning, men jeg bliver da lidt trist over at høre om børn på 12-14 år, der tilsyneladende slet ikke har nogen støtte eller hjælp fra deres forældre og derfor opfører sig på den måde.

Adrian er dog rigtig glad for at gå i skole, og han bliver fint udfordret fagligt, så den del er jo dejligt.

Det var i september, at børnene startede i skole.

Det var ligeledes i september, at jeg opsagde min stilling i webbureauet, hvor jeg var ansat. Denne beslutning kom efter nogle uger med meget grundige overvejelser og mange lange snakke mellem min mand og jeg  – men jeg må sige, at det var den helt rigtige beslutning. Beslutningen kom på baggrund af nogle interne ting i webbureauet, men tanken om at starte selvstændigt op var noget, Per og jeg havde talt om flere gange i løbet af årene. Og nu var det rigtige tidspunkt så kommet.

Og det blev så starten på HumbleBee Media Hive – mit og Pers fælles firma, hvor vi primært laver hjemmesider, webshops, grafik, tekstarbejde og diverse online marketing for vores kunder.

Det har simpelthen været sådan en sjov proces at gå igennem sammen. Lige fra at beslutte os for, hvilke opgaver vi gerne vil løse for vores kunder, til at finde firmanavn, lave logo og lave hjemmeside. Og så har det været spændende at skulle arbejde ‘rigtigt’ sammen hver eneste dag for første gang. Den del går heldigvis problemfrit.

Vores største bekymring ved at starte firmaet var dog heller ikke, om vi kunne finde ud af at fordele arbejdsopgaverne. Nej vores største bekymring var, om vi nu begge ville bruge al for meget tid på at arbejde i firmaet – tid, der ville gå fra vores hyggestunder med børnene. Men den bekymring blev gjort til skamme.

Vi har fra starten haft det mål, at vi begge skulle være i stand til at lægge arbejdet fra os om eftermiddagen, og det har vi uden undtagelse været i stand til. Faktisk har vi nu endnu mere frihed til at tilrettelægge vores arbejdsdage, og vi har mere overskud og fritid i hverdagen. Så alt er godt i HumbleBee Media Hive. Fedt navn, ik’? Vores logo er en sød, tyk brumbasse. Det er et sjovt logo i en verden, der ellers er meget præget af business-looket. Men det må altså godt være lidt personligt, og der må også gerne være lidt ydmyghed over det hele, selvom man er dygtig til sine opgaver. Deraf ordspillet HumbleBee.

Nåh, nu fik jeg skrevet et rigtig langt stykke om firmaet. Det beklager jeg. Men det er simpelthen fordi det har fyldt rigtig meget i de sidste mange måneder at få alt dette op at køre på en god måde. Og jeg er sgu lidt stolt af det. Det er vi begge to.

Og så er Per og jeg faktisk også medejere af en dansk hobby-webshop, der faktisk også har taget en stor del af vores tid. Her står vi for webshop og marketing, og vores danske partner står så for indkøb og pakning på lageret osv. Det er altså også noget, som er virkelig spændende, og som jeg går meget op i 🙂

Webshoppen hedder www.5ddiamondpaint.dk og her sælger vi diamond paint-billeder. Dvs. den slags billeder, hvor du selv sætter en masse små ‘diamanter’ på en lærred, og til sidst får du så et færdigt motiv. Det er en hobby, der virkelig har fået sit indtog i Danmark, hvilket vi tydeligt kan mærke på shoppen, så det er simpelthen så sjovt at lave kampagner. Jeg laver også vejledningsvideoer, som vi lægger på shoppen, og her er Sofia ofte med på videoen, eller også står hun ‘bagved’ og styrer kameraet. Igen er det bare så fedt, når man kan kombinere arbejde med hobby, og når man kan involvere børnene og lave noget sjovt ud af det.

En lille video, som Sofia og jeg lavede til 5D Diamond Paint:

Så der har simpelthen været gang i så mange ting herhjemme.

Og så var vi faktisk også et smut i Danmark mellem jul og nytår. Vi ville gerne holde juleaften herhjemme i ro og mag os fire, men vi havde så planlagt – som en overraskelse for børnene – at rejse til DK den 27.12. Overraskelsen blev afsløret, da børnene som den allersidste gave juleaften åbnede en stor kuffert og der lå flybilletter indeni. De blev simpelthen ellevilde! Hvis der er nogen, der elsker overraskelser, så er det Adrian og Sofia 🙂

De fleste familiemedlemmer vidste godt, at vi kom til DK på juleferie, så i måneden op til, var det lidt af en udfordring ikke at komme til at afsløre noget overfor børnene.

Min mor havde vi heller ikke fortalt det til, for jeg kunne SÅ godt tænke mig at overraske hende. Og det lykkedes helt perfekt, hende tog jeg virkelig r… på :). Jeg havde på forhånd aftalt med mine to søstre, at de skulle svinge forbi plejehjemmet hos mor til en kop kaffe den 27. december, få timer efter, at vi var landet. Da mine søstre så var kommet ind til mor og havde sagt hej, sagde min ene søster, at hun lige skulle hente noget i bilen til mor, og så gik hun ud og hentede mig. Min mors ansigt, da jeg kom gående ind, var simpelthen det hele værd. Hun blev SÅ overrasket og SÅ glad. Så vi krammede og tudede (jeg har ikke set mor siden marts), og så begyndte mine søstre også at tude. Jamen det var simpelthen bare så god en overraskelse, for det kom helt bag på hende, at jeg også var med. Så tilbragte vi de næste timer sammen, bare min mor og os tre døtre, før Per og børnene kom hen på plejehjemmet til aftensmad. Det var virkelig en god dag, som jeg sætter meget pris på 🙂

Efter hendes blodprop for et år siden er min mor nemlig ekstra meget i mine tanker. Hun er kommet sig over sin blodprop på en måde, vi aldrig havde troet var muligt, dengang hun lå i koma. Og selvom hun døjer med sin balance efter blodproppen, er hun helt ‘sig selv’, med sin sædvanlige personlighed og humor. Og når jeg skal lave en and i ovnen er det igen mor, jeg sender en Messenger-besked til for at høre om stegetid. 

Hun er sgu sej! Og det var rigtig dejligt at se hende igen.

Vi blev så i Danmark til efter nytår, og vi fik rigtig besøgt hele familien og hygget os, som vi nu plejer at gøre.

Det var en lidt anden temperatur, end vi er vant til, som man kan se på billedet her:

Så gik turen hjemad den 3. januar, og som det plejer at være, var vi også ved at være klar til at komme hjem og sove i vores egne senge.

Siden vi kom hjem efter ferien har der igen været ro på i vores lille familie efter en masse julegaveindkøb og rejseforberedelser. Det har været dejligt igen at kunne fordybe sig lidt i arbejdet og at komme ind i hverdagens rutiner igen.

Og nu – 3 måneder efter mit sidste blogindlæg (det er pinligt, I know …) synes jeg endelig, at jeg kan overskue at få de sidste mange måneders oplevelser nedfældet i et blogindlæg. Så I ved, at der stadig er liv inde bagved, he he. 

Vi har en del aktiviteter planlagt til foråret og sommeren, så jeg forventer igen at komme på banen med nogle anbefalinger til familieaktiviteter og seværdigheder rundt i området.

2 kommentarer til “De vildeste 4 måneder (langt indlæg)

  1. Niels siger:

    Læser din blog med stor glæde…der er mange fif og ideer. Har lejlighed i Mijas golf, hvor jeg bliver fastboende, når mine ejendomme i dk er solgt.

  2. Karsten Poulsen siger:

    Hej Sarah

    Indledningsvis håber jeg at du og din familie fortsat trives i Spanien.

    Min hustru og jeg vil langtidsleje en lejlighed i Fuengirola.
    Nu har jeg imidlertid lige læst, at der er en masse svindel med ferielejligheder.
    Har du erfaringer, eller på anden måde en viden, om, at Grupo Mateos er et svindelforetagende. Der er nemlig en påfaldende dårlig og nærmest amatøragtig kommunikation fra firmaet.

    Jeg håber du får tid til at svare mig.

    Venlig hilsen

    Karsten Poulsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *