En helt almindelig familie

Vores liv i Danmark var ikke dårligt. På ingen måde.

Begge vi voksne havde interessante jobs, ungerne havde det godt i hhv. børnehave og skole. Vi havde gode venner og  et meget tæt forhold til begge sider af familien. Vi var en helt almindelig børnefamilie.

Men der var noget der manglede. Tid.

Jeg tog af sted om morgenen kl. 6.35 for at kunne nå at aflevere børn inden jeg skulle starte på arbejde kl. 7.30. Om eftermiddagen var det min mand, der hentede ungerne, men vi var først hjemme allesammen omkring kl. 16.30. Det var næsten 10 timer hver dag, hvor jeg ikke så mine børn. Når jeg tænker på det nu, virker helt utænkeligt at være væk fra dem i så mange timer. Men sådan var hverdagen jo, og det var der såmænd ikke noget mærkeligt i.

Vi nåede at være sammen med børnene i ca. 2½ time hver eftermiddag, inden det var sengetid. De skulle jo i seng allerede kl. 19.00 fordi de skulle tidligt op næste morgen. Og som jeg husker det, var det også dejligt, når ungerne var gået i seng, for der var vi voksne også udmattede af kørsel, arbejde, indkøb, madlavning – ja, du kender sikkert rumlen.

Hverdagene var noget, der skulle overståes for at komme hen til weekenden, hvor man endelig kunne stoppe op og trække vejret.

Den afgørende dag, hvor det sneede den 26. marts

Min mand havde igennem længere tid stukket til mig og foreslået at vi flyttede til Spanien. Under et praktikophold på en skole i Granada nogle år forinden, havde han set, hvilke værdier spanierne levede efter. Siden da havde han haft et brændende ønske om en lignende tilværelse med familien og børnene i fokus. Jeg, derimod, kunne slet ikke overskue, hvordan man kunne flytte til et andet land. Og hvad med mit job, som jeg var så glad for? Efter lang tids plagen om at flytte til syden  (nåh ja, måske ikke ligefrem plagen), lovede jeg ham at jeg ville tænke seriøst over det, hvis vinteren i Danmark et år ville blive så kold, at der lå sne på min fødselsdag, den 26. marts.

And what do you know?

Et par måneder efter lå der sørme sne i marts, og jeg holdt mit ord og begyndte at tænke ‘hvad nu hvis’.

Efterhånden som vi sammen begyndte at undersøge mulighederne for skole, job og bolig, blev drømmen mere og mere tydelig: Vi så for os, hvordan vi ville bo i et lille hus med et appelsintræ i haven; Per, der ville skrive på sin bog på terrassen og ungerne, der ville løbe og lege i haven. Ren familieidyl. 

I realiteten blev huset skiftet ud ud med en lejlighed i grundplan – og i praksis kan det sgu da ikke lade sig gøre at skrive bog i bagende solskin på terrassen 🙂 Men grundidéen, som vi fik dengang, er den samme, som vi lever efter nu.

Flere timer i døgnet

Min mand og børnene går af sted i skole kl. 8.30. Ja, du læste rigtigt – 8.30! Og de kommer hjem allerede kl. 14.30, medmindre de tilbringer en times tid på en legeplads på vejen hjem. Eftersom børnene skal senere op, kan de også komme senere i seng.

I vores tilværelse nu, har jeg 4½ time sammen med mine børn fra de kommer hjem fra skole til de skal i seng. Det er hele 2 timer mere hver dag, end jeg havde i Danmark. Og min mand har endnu mere tid sammen med dem – gåturene til og fra skole og tiden fra de kommer hjem til jeg får fri fra arbejde.

Det føles vitterligt som om vi har fået flere timer i døgnet. Fantastisk, ik’?

Hvad der er lige så fantastisk er, at det er tid, der rent faktisk kan bruges sammen med børnene. Jeg skal ikke købe ind, tømme opvaskemaskine eller smøre madpakker, når jeg har fri fra arbejde, for det har min mand taget sig af efter at han afleverede børn.

Derfor gør vi nu noget, som vi aldrig gjorde i Danmark – vi hygger os på hverdagsaftener… Vi kan finde på at tage i parken på en tirsdag eller tage aftensmad med på stranden en torsdag.

At flytte til Spanien er den største gave vi kunne give vores børn. Vi har givet dem to glade og overskudsagtige forældre, vi har givet dem et fantastisk udeliv hele året, vi har givet dem tid og opmærksomhed. Og vi har fået to skønne, afbalancerede børn, der mærker roen omkring sig og er godt i gang med at udvikle sig til kærlige og rummelige individer.